I dag må man vel betragte ham som dansk meningsjournalistiks svar på hunnerhøvdingen Attila, hvorom det som bekendt hed, at hvor han satte sin fod, holdt græsset op med at gro. Så meget desto mere ondt gør det os, at han i sin kommentar i Jyllands-Posten i går på rystende vis overskrider grænsen til fuldblods racisme, idet han skriver, at det kniber »gevaldigt« for muslimske fædre at forstå, at de skal opdrage deres børn til at fungere i en social sammenhæng. Selv om det tydeligt fremgår af sagen om den odenseanske skoleleder, der udtrykte, at hun var så (*!)-træt af nogle muslimske elever, at man ikke må kalde muslimske skoleelever for muslimske, skønt de er det, har Jalving åbenbart intet lært.

Havde han dog bare skrevet jyske eller grønlandske fædre. Nu må den kendte Niels Erik Hansen mod racisme i sving igen. Og mon dog ikke det skulle være muligt at opstøve et par muslimske fædre, der kan bogstavere en politianmeldelse sammen?