WASHINGTON: Det var næppe, hvad præsident Donald Trump havde forestillet sig, da han for nylig underskrev et dekret, der gav religioner langt større rettigheder.
Ikke desto mindre fører den nu til, at en geolog kan fjerne en stor bunke sten fra Grand Canyon, en af USAs største turistattraktioner, hvor det normalt er forbudt for de årlige fem millioner turister at tage sten med hjem fra den 446 km lange kløft.
Det er geologen Andrew Snelling, der har en ph.d. fra Sydneys Universitet i 1982, som har tilkæmpet sig retten til at tage stenene.
I maj sagsøgte han det amerikanske indenrigsministerium, fordi det havde afslået hans anmodning om at fjerne 50 til 60 sten på størrelse med en knytnæve for at forsøge at dokumentere eksistensen af den bibelske syndflod.
Men ifølge News Corp har geologen nu fået lov til at gennemføre sit videnskabelige projekt efter at have accepteret at droppe søgsmålet mod indenrigsministeriet, som har det øverste ansvar for nationalparken. Andrew Snellings advokater argumenterede med, at nationalparken krænkede Donald Trumps nylige dekret om at udvide religiøs frihed.
Præsidenten underskrev sit dekret på den Nationale Helligdag for Bøn efter længe at have udråbt religiøse rettigheder som værende under alvorligt angreb.
»Vi vil ikke længere tillade troende at blive angrebet, mobbet eller holdt tavse, og vi vil aldrig nogensinde stå for religiøs diskrimination,” sagde Trump dengang. »Med dette dekret vil vi stoppe angrebene på den religiøse frihed.«
Syndfloden, som Snelling altså nu vil forsøge at dokumentere videnskabeligt, er en beretning i Bibelen om en stor flod, der oversvømmede hele Jorden, så selv de højeste bjerge blev dækket af vand.
Noa reddede sin familie og alverdens dyr ved at tage par af hver dyreart med om bord på i Noas Ark. Ifølge Biblen blev Noa advaret af Gud, og det var Gud, som forårsagede syndfloden. Gud lod det regne i 40 dage, men advarede Noa syv dage i forvejen.
Vandet steg til »femten alen« over de højeste bjerge, og alle mennesker, kvæg, kryb og himmelens fugle blev udslettet. Altså med undtagelse af dem, der var om bord på Noas Ark. Sidenhen lod Gud det storme i en grad, så vandstanden faldt, og fem måneder efter regnens begyndelse stødte arken ifølge fortællingen på grund på Ararats Bjerg. Da de første bjergtoppe endelig dukkede op, sendte Noa en ravn og senere en due ud for at se, om vandet var sunket. Over et år senere kunne Noa og dyrene forlade arken, da jordens overflade var blevet tør.
Andrew Snelling er overbevist om, at der har været en bibelsk syndflod.
»Selv hvis jeg ikke finder det bevis, jeg håber at finde, vil det ikke ændre på min grundlæggende overbevisning,« siger han til News Corp.
»Australiens aboriginals har fortællinger om Syndfloden. Og der er lignende historier i Kina. Jeg tror på, at biblen er en fortælling, som Gud har givet os, og at hvad jeg har læst i Biblen er foregået i virkeligheden.«
Muligheden for at der har været en bibelsk syndflod har været drøftet og undersøgt tidligere. På den baggrund mener Gilles Brocard, en forsker i geologi ved samme universitet i Sydney som Andrew Snelling, ikke, at der er videnskabelige beviser for Snellings hypotese.
»Indtil 1800-tallet var der en debat om, hvorvidt den store syndflod opstod. Jeg researchede min ph.d. i Alperne, og i 1800-tallet opdagede de alle disse store uberegnelige klippeblokke. Geologer spurgte, om de var resultatet af en stor oversvømmelse, men de indså hurtigt, at de var et resultat af gletschere,« siger han til The Guardian.
»Som jeg forstår det, forsøger Snelling at vise, at disse sten ikke formede sig langsomt over geografiske tider, men at de blev dannet meget hurtigere. Jeg antager, at han vil forsøge at bevise, at klipperne er dannet i løbet af de seneste 10.000 år.«
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.