De er opvokset i samme lille by i Sønderjylland, har kendt hinanden i 25 år, og i går eftermiddag kunne den ene af dem overdrage sin ministertaburet til den anden i Forsvarsministeriets propfyldte kantine.
Efter bare få måneder i landspolitik, 93 dage som minister og et væld af dårligt håndterede sager trådte Carl Holst (V) tilbage som forsvarsminister og overlod ansvaret til Peter Christensen (V), som ellers havde besluttet sig for, at han var færdig med politik.
Ved Folketingsvalget 18. juni stjal Dansk Folkeparti nemlig en hel del af Venstres stemmer i blandt andet Sønderjylland, og det gik ud over Peter Christensen, der efter 14 år i Folketinget ikke blev genvalgt.
»Jeg forlader ikke politik med en drøm om at vende tilbage. Det kan jeg slet ikke se for mig,« sagde Peter Christensen dengang i et interview med JydskeVestkysten.
I går fortalte den erfarne Venstre-politiker da også, at han frem til klokken 21.30 tirsdag aften »ikke havde tænkt en politisk tanke i et par måneder«, men da statsministeren ringede, lagde han sine planer om en karriere i det private erhvervsliv på hylden igen.
»Det var meget enkelt. Jeg havde slet ikke forestillet mig, jeg skulle tilbage i politik og har også ageret efter det. Jeg havde ikke regnet med, der var brug for en ny minister efter godt tre måneder, så da statsministeren ringede mig op kl. 22 i går aftes, der skulle jeg først til at indstille tankerne på, at jeg skulle ind i politik,« sagde Peter Christensen ved overdragelsen i går.
»Men jeg er nu så enkelt opdraget, at hvis landets statsminister ringer, så siger man ikke nej,« lød det.
Og mens støtte til Carl Holst fra baglandet de seneste måneder har været næsten umulig at spore, væltede det ind med rygklap fra venstrefolk til den nye forsvarsminister.
»En stærk, erfaren og højt respekteret kollega er tilbage,« lød det blandt andet på Facebook fra politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V), der ellers var blevet nævnt som en af de mest oplagte til at efterfølge Holst.
Blandt andet fordi Peter Christensen selv havde meldt sig officielt ud af politik, var der ikke mange, der havde gættet, at det var ham, statsministeren ville ringe til, da der skulle findes en ny forsvarsminister. Men det har aldrig været hemmeligt, at Peter Christensens og Lars Løkke Rasmussens forhold i mange år har været meget tæt.
Løkkes højre hånd
Peter Christensen og Lars Løkke var begge en del af den Venstre-badeklub, der svømmede mod strømmen, da Anders Fogh Rasmussen i midten af nullerne sad på statsministerposten. Her gik de to sammen med blandt andet Søren Pind i jacuzzi, spiste god mad, drak vin og diskuterede Foghs midtsøgende politiske kurs, som de ikke brød sig om.
I 2003 kulminerede utilfredsheden med Foghs linje med, at 13 venstrefolk med Peter Christensen og vennen Pind i spidsen afleverede et brev med ti liberale teser til pressen og Venstres partikontor.
Teserne handlede om skattelettelser og en mindre offentlig sektor og var et opgør med den socialdemokratiske sminke, som Fogh havde smurt ud over Danmarks Liberale Parti. Oprørerne blev banket hårdt på plads, og Peter Christensen har da også senere fortalt, at hvis nogen opførte sig, som han gjorde dengang, ville han selv banke dem på plads.
Efter at Løkke blev statsminister, overtog Peter Christensen Skatteministeriet efter Troels Lund Poulsen (V), men opstigningen i Venstre har budt på flere tilbageslag for den elektrikeruddannede Venstre-mand.
Som 16-årig konstaterede lægerne en stor kræftsvulst i den unge sønderjydes ryg og stillede ham døden i udsigt. Fra hospitalssengen meldte han sig ind i Venstre, og kun i de sværeste år under Fogh overvejede han at melde sig ud igen. Peter Christensen overlevede, men måtte nogle år senere se sin mor dø af samme sygdom.
Om det er hans gode forhold til Løkke, der har givet ham forsvarsministerposten nu, er uvist, men i et interview med Berlingske i 2013 sagde han, at han ikke mener, at hans politiske tilbagekomst som skatteminister i 2011 havde noget at gøre med hans forhold til Løkke i midten af 00erne.
»Når man er politiker, bliver der truffet beslutninger hele tiden. Det er enormt tidskrævende, for hvis man vil være med, hvor beslutningerne bliver truffet, er man nødt til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt – og det tidspunkt kender man ikke nødvendigvis på forhånd,« sagde han i 2013 og tilføjede:
»Og det er langt vigtigere end personlige relationer.«
Med lidt flere end 5.000 personlige stemmer 18. juni 2015 – mindre end halvt så mange som ved foregående valg – blev Peter Christensen tydeligvis vraget af vælgerne.
Men selv om Lars Løkke Rasmussen i går satte ham i forsvarsministerstolen og dermed trak ham ind i politik igen, vil Peter Christensen endnu ikke sige, om han stiller op til Folketinget, når der er valg næste gang. Han befandt sig også godt i den periode, da han ikke var politisk aktiv, lød det ved ministerieoverdragelsen i går.
Til gengæld havde den nye forsvarsminister et klart svar på, om han forventer at sidde på posten længere end sin forgænger.
»Ja, det håber jeg da bestemt,« lød det.

