Cirka halvvejs inde i årets award-show for YouTube, Guldtuben, bliver X Factor-dommer Thomas Blachman kaldt på scenen. Han skal give en »peptalk«.

»Jeg er skuffet. I er den nye generation. I kan gøre det dårligt. I kan gøre det fantastisk. Jeg vil have, I skal gøre det genialt,« råber han ud over de cirka 9.000 fremmødte fans, hvoraf de fleste er mellem 8 og 15 år, så vidt jeg kan se.

De har indtil dette tidspunkt oplevet et stramt awardshow, hvor bl.a. »Årets gamer«, »Årets beauty og style« og »Årets reklame« er blevet tildelt.

Vinderne er navne, der nok ikke siger de fleste voksne mennesker det store: Mads Gottlieb, Astrid Olsen og Kristine Sloth, men i det her miljø er de stjerner. Deres videoer på YouTube, Snapchat og Instagram bliver let set over 100.000 gange, og Guldtuben 2017 er lagt an til at være det show, hvor de unge youtubere manifisterer sig som nogle, man skal holde øje med, hvis man vil kende op og ned i kulturdanmark i dag.

»I kan godt. I skal tro på jer selv!« siger Thomas Blachman til publikum, som han har sagt det fredag efter fredag, siden de var spæde. Det her er Generation Tro-På-Dig-Selv. Og det her er deres fest.

På den røde løber inden showet blev det tydeligt, at en ny social-digital tidsalder vender op og ned på nogle ting, vi før har taget for givet. Det er jo meningen, at stjernerne skal stille sig på den røde løber og lade sig fotografere til den kulørte presse. Det gjorde de »gamle« stjerner også. Jakob Riising og Nikita Klæstrup smilede til kameraerne.

Men når de unge youtubere kom på, vendte de sig om og filmede hele spektaklet med små håndholdte digitalkameraer, så deres fans derhjemme kunne opleve det hele fra deres synspunkt. Det var svært ikke at få lidt ondt af fotograferne, der lignede dinosaurer med deres store kameraer, den slags der kan tage billeder, som kommer på tryk.

Den seneste uge har jeg set de nominerede videoer, og det er let at forstå Thomas Blachmans skuffelse. Det virker så simpelt, amatøragtigt og ligegyldigt, når man ser de nominerede til »Årets video på YouTube«. Den ene prøver billige briller, en anden spise eksotiske frugter, en pige taler om makeup, en har skrevet en sang, der gør grin med en af de andre, og så har sidste års store vinder, Rasmus Brohave, rejst til Tanzania og opfordrer til, at vi alle støtter Unicef.

Er det virkelig det bedste, en hel generation af unge hjerner har kunnet komme op med på et år?

Men tidligere på ugen talte jeg med Nathalie Camilla Larsen, som er digital chef for kommunikationsbureauet LEAD. Hun åbnede mine øjne for en del af tiltrækningskraften hos youtuberne.

»De kan give et personligt perspektiv, noget nærvær og troværdighed. Som seer er du meget tæt på afsenderen,« sagde hun.

Jeg må indrømme, at jeg er begyndt at forstå det. Videoerne er ikke lige så sjove som et afsnit af en komedieserie, men for seerne gør det ikke så meget, for afsenderen er din »ven«. I hænger bare ud sammen. Vittighederne må godt falde til jorden. Jeg forventer jo heller ikke et stramt one man-show, når jeg drikker en kop kaffe med en ven.

Videoerne dyrker helt tydeligt den her følelse af venskab og »uperfektionisme«. Hvis en youtuber taber noget, bliver det ikke klippet fra, tværtimod ofte vist igen og igen.

Det er den direkte kontrast til al den professionelle kommunikation, vi bliver udsat for fra de ældre kanaler. Og i direkte kontrast til idéen om perfektionisme, der ofte bliver brugt til at beskrive generationen, som er ældre end publikum her til aften, de såkaldte millenials.

På YouYube er der ingen 12-tals-piger. Her får alle 2 og griner af det. På den måde er den nye generation allerede ved at definere sig som modsætning til deres stræbsomme storesøskende.

Derfor er der også noget underligt over formen for aftenens show, som kører utroligt glat: Nominerede, vinder, takketale, nominerede, vinder, takketale og så lige et lille musikindslag eller en video, som vært Magnus Millang har lavet på forhånd. Flere af de små klip laver sjov med youtuberne, som bl.a. bliver sendt på behandlingshjem for SSSS – Stiv Skulder Selfie Syndrom.

Guldtuben er organiseret af Splay, som er et distributionsfirma, der står bag mange af youtuberne på samme måde, som et pladeselskab står bag en musiker og hjælper med kontrakter, sponsorater osv. Showet bliver også vist på TV2 Zulu. Måske er det derfor, det skal gå så stærkt.

På intet tidspunkt får youtuberne selv ordet, undtagen når de kort takker familie, venner og fans, når de har vundet en pris. Her er ingen interviews med dem, ingen plads til refleksioner over, hvad deres nye medie kan. Væk er fejlene, de dårlige klip og de alt for lange pauser. Væk er charmen. Showet ligner alle mulige andre.

Det er synd, og det får youtuberne til at se lidt malplacerede ud til deres eget awardshow. Her er folk, der har slået sig op på at være fulde af fejl, og pludselig skal de proppes ind i den her tæt koreograferede fjernsynsperfektionisme.

Den største kategori er »Årets bedste på YouTube« – normalt bare kaldt »Årets youtuber«. De nominerede i denne kategori har gennem lang tid opbygget en trofast fanskare. De har delt alt med deres »venner« på den andens side af skærmen. De har grædt og grinet sammen – eller hvis ikke »sammen«, så i hvert fald forbundet i et usynligt net mellem webkamera og skærme i hele landet.

Vinderen bliver Alexander Husum. At dømme efter reaktionen fra de 9.000 fans er han den helt rette. Hans takketale er kort. Mon ikke der kommer en meget længere på hans YouTube-kanal.

»I har opfundet et fantastisk medie,« siger Thomas Balchman.

Jeg er enig så langt, at det i hvert fald har et enormt potentiale. De nye stjerner har aldrig spurgt nogen om lov, før de uploadede deres første video. De har ikke sendt en ansøgning til hverken DR, Kunstrådet, forlag eller filmselskaber. De har bare gjort det. De vender ryggen til gamle fotografer og journalister og skaber deres egen medievirkelighed.

»Her har du nogle, som kan ideudvikle, konceptualisere, filme, sætte en scene, kan redigere det og distribuere,« sagde Nathalie Camilla Larsen den anden dag.

TV2 Zulu virker malplaceret i den sammenhæng. Jeg håber, at næste års Guldtuben bliver streamet direkte fra en dagligstue et sted, hvor alle ambitiøse youtubere samles om en video, der i så fald ville være herligt fuld af fejl.