USA: Den amerikanske bilproducent General Motors tilbagekaldte fredag 105.688 køretøjer på verdensplan, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er ifølge Reuters 34. gang i år, den amerikanske bilproducent tilbagekalder køretøjer, og dermed er omkring 15,9 millioner biler i år blevet tilbagekaldt af General Motors.
Knap 90.000 af de biler, der blev tilbagekaldt fredag, var blevet solgt i USA. Tilbagekaldelsen skyldes ifølge General Motors for en stor dels vedkommende, at der som følge af en mulig defekt ikke vil lyde en advarsel, hvis bilnøglen sidder i tændingen, mens førerens dør er åben, eller hvis forsædepassagerer ikke har sele på.
Omkring 36.000 biler er desuden blevet kaldt tilbage, fordi førerens airbag på grund af en defekt muligvis ikke vil kunne udløses.
De amerikanske myndigheder oplyste tidligere på måneden, at det er sandsynligt, at mindst 13 personer er blevet dræbt på grund af fejl i biler fra General Motors.
BNB