I et indlæg 27. maj dadler læge Ahmad Hamada Lars Aslan Rasmussen for at tage afstand fra Hamas. Hamadas indlæg frikender via beskyldninger mod Israel Hamas.

Indlægget har fået mig til at genlæse et par autentiske bøger om forholdene i Gaza. Det er ikke rart at bo i Gaza, når man ikke lige er blandt lederne af Hamas og den tæt forbundne Islamisk Jihad, hvis paladsagtige luksusvillaer vidner om magt og overvældende rigdom. Da israelerne forlod Gaza, efterlod de gartnerier med vældige drivhuse samt andre produktionssteder med op mod 10.000 arbejdspladser. Det hele blev smadret i løbet af et par dage af Hamas. Man ønskede tydeligvis at holde befolkningen i en passiv had- og offerrolle.

Ahmad Hamada bygger sin fordømmelse af Israel og forskønnelse af Hamas/Islamisk Jihad på mange års rapporter og vidnesbyrd fra en række organisationer og medier. Imidlertid har disse organisationer og medier med få undtagelser ikke været neutrale, hverken i fredstid eller i krigssituationer. Det gælder i øvrigt også dækningen i DR, der længe husede nogle partiske journalister.

Alt dette er gang på gang blevet uimodsigeligt påvist. Men Ahmad Hamada benytter det retoriske trick, hvor usandheden, der er blevet gentaget så mange gange, at den er endt som sandheden, kan bruges som en præsupposition - et underforstået faktum, som alle er enige om, og hvorfra man så kan gå videre og drage sine konklusioner.

Et frisk eksempel på en historie, der halter, er dramadokumentaren »Israel, en nations fødsel«, som DR, uden tvivl i bedste mening, netop har vist. Heri bliver alle de palæstinensiske arabere kaldt »indfødte«. Filmen var tavs om, at omkring 80 procent af de »indfødte« indvandrede fra Syrien, Arabien og Ægypten i løbet af årtierne inden Anden Verdenskrig. Dette er grundigt og troværdigt dokumenteret i flere bøger. Men ifølge filmen var det altså kun jøder, der indvandrede, og den fastslåede »sandhed« vil Ahmad Hamada nu kunne bygge sine fremtidige indlæg på.

Hamas/Islamisk Jihad styrer alt med et rædselsregime, som i brutalitet og menneskeforagt ikke overgås noget sted i verden.

Gaza er de facto et af Mellemøstens værste diktatursamfund. Hamas/Islamisk Jihad styrer alt med et rædselsregime, som i brutalitet og menneskeforagt ikke overgås noget sted i verden. Der sker absolut intet i området, som ikke er iscenesat og kontrolleret af Hamas. For at bevare deres uindskrænkede magt skyr magthaverne ingen midler og ofrer gerne mennesker for en propagandasejr.

Ahmad Hamada ser ned på demokratiet. Sandt nok: Folkestyret er kun den mindst ringe styreform. Men undrer det alligevel ikke Ahmad Hamada, at der hele tiden opstår forårsoprør over hele Mellemøsten?

Utilfredsheden gærer også i Gaza, og det er den, Hamas hele tiden søger at camouflere. Mange almindelige mennesker i Gaza vil hellere have demokrati, frihed, fred, uddannelse, modernisering, produktion og arbejde end et liv i evig frygt uden udsigt til andet end ufrugtbart had og underkastelse for en flok forbrydere. Selv om det måske ikke bliver i morgen, er det derfor ikke virkelighedsfjernt, at et af de næste forårsoprør kommer i Gaza.