Når tankerne falder på lavprisselskabet Ryanair, dukker der sjældent vild luksus og oceaner af plads op for nethinden. Det er snarere billige billetter og et ganske lavt serviceniveau, der vil tone frem.
Men den forestilling synes det irske flyselskab at ville pille lidt ved. I hvert fald lancerer selskabet et specialindrettet Boeing 737-700 i en luksusudgave, der skal kunne lejes af sportshold, forretningsrejsende og grupperejsende, fortæller selskabet.
Flyet skal betjenes af Ryanairs egen stab af piloter og stewardesser, og vil kunne flyve både mellemdistanceture på op til seks timer.
Det klassiske 737-fly bruges af en lang række flyselskaber, men normalt har flyet tre sæder på hver side af flyets midtergang. I Ryanairs konstruktion har det en to-gange-to konstruktion, der i alt giver plads til 60 passagerer.
De rejsende kan således slænge sig i lædersæder med 48 tommer stor sædeafstand - altså over én meter.
A' hva' be'har?
Nu er det store spørgsmål så, hvorfor Ryanair - lavprisselskaberne ukronede konge - lancererer sådan et luksusfly.
Luftfartsanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank bliver nødt til at tygge lidt på luftfartsselskabets pressemeddelelse, inden han fælder dom over projektet og kommer med en vurdering.
»Det ligner en god historie, som man gerne vil markedsføre selskabet med. Når man tænker på Ryanairs ekstremt strømlignede forretningsmodel, giver det ingen mening, at de skulle satse på at udleje et fly som det her,« siger han og begrunder:
»Et enkelt fly fylder forsvindende lidt i deres forretning, og derfor er det ikke rigtigt en satsning. Hvis det var en prøveballon for at se, om det kunne være en god forretning, så ville være det en meget lille prøveballon.«
Jacob Pedersen påpeger samtidig, at Ryanair og den karismatiske topchef Michael O'Leary normalt har særdeles store armbevægelser, når de åbner nye ruter eller lancerer nye kampagner.
Det tyder altså ifølge Jacob Pedersen ikke på, at Ryanair for alvor vil kaste sig ind i markedet for udlejning af fly. Man vil derimod markedsføre sig, mener han.
Da nyheden kom ud fra Ryanair i første omgang for en uges tid siden, blev den samlet op af branchemediet CHECK-IN.dk. Her hæfter man sig ved, at Ryanair i forvejen har mere end 300 Boeing 737-800 fly. Flyet, som nu skal sættes i brug har været brugt til træning af piloter og andet personale samt som et slags reservefly.
Om de videre forretningsperspektiver for flyet erkender Ryanair, at der ikke er tale om nogen storstilet satsning.
»Det bliver en lille del af vores forretning med et fly af typen Boeing 737-700, men vi vil holde øje med efterspørgslen på den her service,« siger salgs - og marketingmanager for selskabet i Skandinavien Hans Jørgen Elsnæs i en skriftlig kommentar.
Hvert år flyver omtrent 25 millioner forretningsrejsende med Ryanair-fly ifølge selskabets egne opgørelser.
