SF står kun til at få 5,7 procent af vælgernes stemmer, svarende til 10 mandater, hvis der var valg i morgen. Det viser en ny meningsmåling fra analyseinstituttet Gallup foretaget for Berlingske.
Gallup-målingen er den absolut laveste for SF siden valget i september 2011, hvor partiet mønstrede 9,2 pct. af stemmerne. Og partiet appellerer i ikke øjeblikket til andre vælgergrupper end SF’ere. Partiet mister nemlig flere vælgere til både Socialdemokraterne, de Radikale, Venstre og sågar Liberal Alliance end de vinder fra nogen af partierne. Den helt store stemmesluger er dog Enhedslisten, der snupper tre fjerdedele af SF-afhopperne.
Politisk ordfører i SF, Jesper Petersen, fremhæver uroen i partiets som medvirkende årsag til de dårlige målinger.
- Det trækker sjældent nye vælgere til, når der er for megen uro i et parti – og det fjerner også fokus for de gode resultater, som vi trods alt opnår.Vi har lavet en skattereform, som jeg vil kalde lyserød. Med en mærkbar gevinst for de lavtlønnede og enlige forsørgere som får op mod 8000 kroner ekstra. Men der er også tidsler. Det er svære prioriteringer og kompromisser, vi skal stå på mål for – og det skal vi lige vænne os til, skriver han i en mail til Berlingske.
Flere lokalformand efterlyser i dagens Berlingske, at SF forsøger at skabe en ny kurs i regeringen, der fokuserer mindre på arbejdsudbud og mere på at komme arbejdsløsheden til livs. Jesper Petersen ser ikke nogen modsætning mellem regeringens politik, og det som dele af baglandet efterspørger. Han mener i stedet, at regeringen skal sælge resultaterne bedre.
- Energiforliget, kickstarten, kommuneaftalerne og såmænd også skatteaftalen har alle elementer, som øger efterspørgslen på dansk arbejdskraft og danske produkter på kort sigt. Det er et kursskifte i dansk politik, som handler om at få folk i arbejde. Så er det rigtigt, vi også laver nogle svære og langsigtede reformer, som gør vi har hænder nok på arbejdsmarkedet på lang sigt. Selvom det er nødvendigt har det ikke været let at forklare. Det skal vi blive bedre til, skriver han i en mail til Berlingske.
En ond spiral
Valgforsker for Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Sigge Winther Pedersen forklarer, at nedturen for SF ikke kun skyldes politik, men også image.
- Selvfølgelig har det noget at gøre med den politik, der bliver ført, skatteaftalen og at SF har taget et pænt højresving, men når det er så markant, at man både taber til højre og venstre og oppe og nede, så er det ikke kun et politisk spørgsmål. Så er det også et bredere problem, der handler om, hvorvidt man overhovedet har lyst til at blive set som en SFer, sagt lidt polemisk, siger han.
Sigge Winther tror, at vælgerflugten til Enhedslisten hænger sammen med, at partiet, der efter regeringens skatteaftale ikke længere vil kalde sig regeringens “støtteparti”, kan formulere en rød kritik af regeringen.
- Den helt åbenlyse forklaring er, at Enhedslisten står med et ledigt standpunkt: Her får man den ægte røde vare. Og så samler de også det, man kan kalde protestsegmentets vælgere op, dem der bare er trætte af politik, siger han.
Enhedslisten går næsten to procentpoint frem siden målingen i juni. Dermed står de til at få 12,2 pct. af stemmerne, hvis der var valg i morgen, og det ville placere dem som Folketingets fjerde største parti efter Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i nævnte rækkefølge.
