For tre år siden blev ”Guardians of the Galaxy” fortjent en voldsomt stor succes i biografer over hele verden. Omsider var der en film om nogle af Marvels tegneseriehelte, der ikke tog sig selv særligt højtideligt. Og samtidig bød den på et nostalgisk soundtrack af hits fra især de amerikanske hitlister. Chris Pratt leder et umage slæng af venner bestående af ham selv, Peter Quill alias Star-Lord, der er en flabet faderløs fyr med en Sony-walkman hægtet i bæltet. Gamora (Zoe Saldana) er en stolt og fyrig krigerinde og Drax (Dave Bautista) er en stærk mand uden cirkus, mens Rocket er en ræv (tror vi nok) og kvintetten fuldendes af et lillebitte træ ved navn Groot, der kan minde om en af de små baggrundsfigurer fra Rasmus Klump.

Nu har man taget de samme og sendt dem ud på nye eventyr, og det er gjort flot med det helt store udtræk af special-effects og flere gamle pop- og rocksange. I den første film hørte vi blandt andre The Jackson 5, Marvin Gaye, The Runaways og Elvin Bishop. I den nye film spiller Fleetwod Mac, Cheap Trick, Sam Cooke og ELO for blot at nævne nogle. Umiddelbart lyder al den musik måske som en doven løsning, og det kan den slags også være i andre tilfælde, men i ”Guardians of the Galaxy” er det næsten en intereret del af handlingen.