Onsdag bankede en spirituspåvirket 24-årig mand over for rødt i Odense og ramte en bil med en mor, hendes 14-årige datter og hendes 13-årige niece. Manden kørte med en hastighed på over 100 kilometer i timen, og sammenstødet mellem de to biler var så voldsomt, at den 13-årige pige onsdag aften blev erklæret hjernedød.
Nu er sagen blevet sendt til Fyns Politis afdeling for særlov for at blive gennemlæst.
»Vi har lige fået sagen nu og skal til at læse den igennem. Derefter bliver den videresendt til vores jurister,« lyder det fra Fyns Politi til fyens.dk.
Politiets jurister skal altså vurdere, om sagen skal munde ud i, at den 24-årige fører bliver fremstillet for en dommer i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
Og hvis det sker kan den voldsomme ulykke kan munde ud i en hård straf for føreren af bilen. Så sent som i maj fik en 23-årig mand en fængselsstraf på fire et halvt år for at køre en kvinde ihjel i København under påvirkning af alkohol.
Den 14-årige datter fik af ulykken indre skader i maveregionen, mens moderen har brud på rygsøjlen. Begge er dog uden for livsfare.
I bilen med den 24-årige mand var også en 17-årig mandlig passager, som fik et brud på rygsøjlen ved sammenstødet. Også han er udenfor livsfare. Den 24-årige slap uskadt fra ulykken.
Ifølge politiet var den 24-årige foruden at være påvirket af alkohol muligvis også narkotikapåvirket.