Storproducenten af Y-stole og andre møbler designet af Hans J. Wegner, Carl Hansen & Søn Møbelfabrik på Fyn, er blevet kåret som vækstvinder på Fyn af Ernst & Young.
De går dermed videre i konkurrencen om at blive modtager af prisen "EY Entrepreneur Of The Year."
Carl Hansen & Søn Møbelfabrik har fundet en særlig niche, og er et godt eksempel på, at det stadig kan lade sig gøre at drive en succesfuld produktionsvirksomhed herhjemme.
”Carl Hansen & Søn Møbelfabrik er en fortælling om vækst og udvikling, et stort eksportpotentiale, og om stolthed og kvalitet. Der er tale om en entrepreneur, som ved, at tradition kræver fornyelse, og som viser,at det stadig kan lade sig gøre at drive succesfuld produktionsvirksomhed i Danmark,” siger Carsten Collin, partner og direktør i EY Entrepreneur Of The Year.
Der var 72 virksomheder, som kvalificerede sig til EY Entrepreneur Of The Year i region Fyn. Selvom regionen har haft en tilbagegang i antallet af vækstvirksomheder på seks procent, så klarer Fyn sig langt bedre end landsgennemsnittet, der er i år viser et fald på hele 16 pct.
I alt levede 812 virksomheder i Danmark op til vækstkravene i EY Entrepreneur Of The Year.
”Danmark har fortsat en betydelig udfordring med at skabe vækstsuccesser. Det viser udviklingen tydeligt, selvom det er gået væsentligt bedre på Fyn end i landet som helhed. Det understreger, hvor vigtigt det er at vi både nationalt og regionalt får stærkere rammevilkår for erhvervslivet. Samtidig er der ekstra grund til at glæde sig over de virksomheder, med Carl Hansen & Søn Møbelfabrik i spidsen, der klarer sig rigtig godt,” lyder det fra markedsdirektør i Dansk Erhverv Søren Friis Larsen.
Carsten Collin tilføjer, at dansk kvalitetshåndværk godt kan holde et højy niveau og skabe succes – men det kræver entrepreneur-ånd, vilje og gå-på-mod at drive en succesfuld virksomhed – og undervejs en evne til at tilpasse og udvikle.
I denne konkurrence var virksomheden oppe mod fire stærke nominerede virksomheder i regionen, som også blev hyldet ved festlighederne i Odense Congress Center: BudwegCaliper A/S,H. Skjøde Knudsen A/S,Ordbogen A/S,Trio Line A/S
Carl Hansen & Søn Møbelfabrik, som her hjemsted i Aarup og Gelsted på Fyn er verdens største producent af møbler, tegnet af Hans J. Wegner.
Møbelfabrikken har et tæt samarbejde med Hans J. Wegners Tegnestue, der blandt andet gør det muligt for Carl Hansen & Søn Møbelfabrik at introducere og re-introducere flere af Hans J. Wegners designs. Derudover producerer Carl Hansen & Søn Møbelfabrik også møbelklassikere af nogle af Danmarks mest indflydelsesrige designere som Mogens Koch, Kaare Klint og Ole Wanscher.
Men Carl Hansen & Søn Møbelfabrik fortsætter også med at finde nye designere. I dag producerer de således møbler af designduoen Strand & Hvass samt af Thomas Bo Kastholm, der er søn af den kendte danske arkitekt og møbeldesigner Jørgen Kastholm. På den internationale scene har Carl Hansen & Søn Møbelfabrik ligeledes indgået et designsamarbejde med den verdenskendte japanske arkitekt, TadaoAndo.