Torben Østergaard-Nielsen tjener fedt på at sælge brændstof til skibe gennem virksomheden Bunker Holding. Til gengæld har den fynske milliardær igennem de seneste to år tabt i alt 182 millioner kroner i sit shippingfirma Shipping Holding A/S og sit tankskibsrederi Uni-Tankers A/S. Det skriver dagbladet Børsen på baggrund af det seneste regnskab fra Østergaard-Nielsens holdingselskab Selfinvest ApS.

- Egenkapitalen i Shipping Holding var ikke længere intakt, og selskabet har fået tilført godt 50 millioner kroner, siger Torben Østergaard-Nielsen til Børsen.

Samtidig har også Uni-Tankers fået en kapitalindsprøjtning på 30 millioner kroner fra den fynske rigmands lomme, og Torben Østergaard-Nielsen vurderer, at pengene har skabt bedre betingelser for de to virksomheder.

- Med en opsparet egenkapital på næsten 1,5 milliarder kroner har vi til enhver tid kunnet skabe den respekt blandt vores samarbejdspartnere, der er så vigtig i disse tider. At vi samtidig har haft en holdning til, at vi selv både ville og kunne tilføre kapital, når det var nødvendigt, har givet den nødvendige forstålelse i de forhandlingssituationer, vi har været ude i, forklarer Torben Østergaard-Nielsen til Børsen.

Læs også på evb.dk:

Fynsk milliardær skruer bissen på efter tab