Hjerneforskeren Milena Penkowa var hovedperson i en omfattende sag om videnskabelig fusk. Journalisten Frank Esmann skrev af efter en amerikansk bog om Henry Kissinger. Men det er kun eksempler, for alle undersøgelser viser, at studerende og videnskabsfolk i stigende grad svindler og snyder sig til andres tanker og tekster med et hurtigt tryk på copy paste-tasterne eller ligefrem snyder med oplysninger.

Den slags var vanskeligere før i tiden, men fandt selvfølgelig sted, hvilket kan studeres på Det Kongelige Biblioteks udstilling om svindel og humbug i videnskaberne og om litterær svindel, »Det er løgn - forskerfusk og forfalskninger«.

Nicolaus Reimers Baer (Nicolaus Raimarus Ursus) var en selvlært mand fra Ditmarsken, der håbede at blive en kendt astronom. Han kom til Hven som tjener for Erik Lange og Sophie Brahe, der besøgte Thycho Brahe, og slendrede ind som ubuden gæst på Tycho Brahes enemærker. Man vidste godt, at han havde slette planer i sinde fangede og kropsvisiterede ham, hvad han følte sig vældig krænket over, og man fandt ikke Brahes optegnelser på ham.

Men senere kunne Baer udgive sin egen bog om universet, hvor han havde kopieret fra Brahes optegnelser. Selv om plagiatet blev opdaget, blev Baer ansat som matematiker ved kejserens hof i Prag, for uden evner som matematiker og astronom var Baer absolut ikke. Biblioteket viser både Tycho Brahes optegnelser og Ursus’ plagiatbog med tegninger, hvor man tydeligt kan se, at det er en let ændret Brahe-tegning af planeterne, som Baer har tegnet.

Hemmelig sammensværgelse

En af de klassiske falskneri sager er den såkaldte »Zions Vises Protokoller«. Skriftet stammer fra 1903 og var lavet af den russiske zars hemmelige politi. Det gengav hemmelige protokoller, der angiveligt viste, at der mellem jødiske kapitalister, socialister og zionister var en hemmelig sammensværgelse for at overtage verdensherredømmet. Skriftet blev snart udbredt til andre lande og var en klassiker blandt jødehadere. Henry Ford trykte 500.000 eksemplarer i 1920erne i USA, og Hitler var begejstret for det.

Det Kongelige Biblioteks udstilling viser, at falskneriet havde sin oprindelse i et skrift fra 1864 skrevet af en vis Maurice Joly, hvor renæssancefilosoffen Machiavelli diskuterede med den franske samfundstænker Montesquieu. Zarens hemmelige politi tog simpelthen det gamle skrift og blandede det med andre tekster af Joly og indsatte jøder som skurke. Og vupti havde man et skrift om jødernes hemmelige planer. Biblioteket viser både det oprindelige skrift fra 1864, Henry Fords udgivelse og nyere udgaver af »Zions Vises Protokoller«, som stadig sælges i den arabiske verden.

Nietzsches excentriske søster

Blandt bibliotekets fuskersager optræder også den tyske filosof Nietzsche. Men bare rolig, det var ikke Nietzsche, der fuskede, men hans opportunistiske og racistiske søster, Elisabeth Förster-Nietzsche. Adolf Hitler fandt mange tanker, som han kunne lide i Nietzsches værk »Viljen til Magt«, der blev udgivet i 1901-1902 efter Nietzsches død. Der var godt med antisemitisme og ideer om overmennesker i værket. Sagen var blot, at det var Nietzsches excentriske søster, der jonglerede med sin brors efterladte og rodede manuskripter. Biblioteket har hentet dokumenter hjem fra Nietzsche-arkivet i Tyskland og viser, hvordan Nietzsches søster byttede om på sætninger og meninger. Først i 1950erne blev det afsløret af en tysk forsker Karl Schlechta, at der var blevet redigeret og manipuleret med Nietzsches tekster. Meget pædagogisk viser Det Kgl. Bibliotek, hvordan Nietzsches oprindelige rodede tekst så ud, og hvordan den svigefulde søster byttede om på sætninger og meninger.

Morsomt men uden en rød tråd

Og lad os blandt mange andre muntre eksempler nævne et dansk, nemlig den danske forfatter Kelvin Lindemanns (1911-2004) bevidste plagiat af Karen Blixens stil. Lindemann var en højt værdsat forfatter, der nok ikke mere læses, og havde en fortid i modstandsbevægelsen. Da en bog med titlen »En aften i Kolera-Året« udkom i 1953, mente alle, at det måtte være Karen Blixen, der under pseudonymet Alexis Hareng havde skrevet værket. Det var imidlertid Kelvin Lindemann, der bevidst forsøgte at fuppe publikum. Selv gav han udtryk for, at han havde gjort det nærmest for sjov, men Karen Blixen tog spøgen meget alvorligt. Man kan diskutere, om sagen falder inden for begrebet svindel og humbug. Men hvis Lindemann gjorde det for pengene skyld, så var det vel mere fup og humbug end sjov og skæg. »En aften i Kolera-Året« udkom også på engelsk med titlen »The Red Umbrellas«.

Man efterlader udstillingen med modsatrettede følelser. For godt nok var disse svindlere en syndig samling fupmagere, men nu er det jo herligt at læse om deres handlingerog se eksempler på deres værker, for gud hvor er det underholdende. Udstillingen får dog let præg af det kuriøse, hvor man har taget lidt tilfældige sager fra bibliotekets samlinger. Man savner en rød tråd og en aktualisering, der sætter fokus på snyderiets fortsatte betydning. og der er således ingen nyere eksempler på fup og svindlerier.

Udstillingens scenografi har præg af et kafkask kontorlandskab, hvor skriveborde og arkivskabe står side om side med montrer med fup-sagerne. Men uanset de kritiske bemærkninger bør udstillingen ses, for den sætter fantasien i gang og er forrygende morsom.