Fuldskab og frelse
Umiddelbart virker det underligt, at Jeff Bridges' Oscar-hædrede præstation i »Crazy Heart« kun får premiere på DVD herhjemme, men sandt at sige er filmen ikke voldsomt original.
Umiddelbart virker det underligt, at Jeff Bridges' Oscar-hædrede præstation i »Crazy Heart« kun får premiere på DVD herhjemme, men sandt at sige er filmen ikke voldsomt original.
Dens ramponerede hovedperson ligner Mickey Rourke i »The Wrestler«, og først og fremmest minder historien om en alkoholiseret countrysangers måske forløsende forhold til en yngre kvinde slående om Bruce Beresfords 1983-film »Tender Mercies« med Robert Duvall, der oven i købet medvirker i en birolle i den nye film og dermed forstærker følelsen af déja vu. Hvis man ikke bryder sig om countrymusik, skal man ikke se »Crazy Heart«, men Jeff Bridges er formidabel som den 57-årige eks-stjerne Bad Blake, der er i færd med at ryge og drikke sig ihjel. Hans romantiske forhold til en køn kvindelig journalist er ikke ganske troværdigt, men hun spilles af den vidunderlige Maggie Gyllenhaal, så man tilgiver alt og bliver om muligt endnu større fan af Jeff Bridges, end man var i forvejen.