Det største af de 200 arrangementer, der afholdes i forbindelse med denne uges Global Entrepreneurship Week (Iværksætteruge 46), løb af stablen i Fredericia i går. Flere end 5.000 unge – fra folkeskolens øverste klassetrin til universiteternes ph.d.-studerende – fik taget til at løfte sig med deres passion for gode idéer og med deres brændende ønske om at føre dem ud i livet. Fra formiddag til sen eftermiddag emmede det af entreprenørskab og lysten til at udbrede og forankre det i den danske uddannelsessektor. »Ved du, hvor jeg finder dem, der kan sikre mig et patent,« lød det fra en ung fyr omkring de 15, der tydeligvis havde travlt og brug for et svar omgående: »Jeg skal op på scenen og præsentere min idé lige om lidt, og jeg er da nødt til at sikre mig med patent eller varemærke, at der ikke er nogen i salen, der stjæler min idé og løber med den,« fortsatte han halvt i løb hen mod Patent- og Varemærkestyrelsens stand midt i den store hal.
Bred opbakning
Omkring 100 erhvervsfolk havde også fundet vej til Fredericia for at bakke arrangementet op. På den store scene kunne gæsterne opleve inspirationsindlæg fra blandt andre madiværksætteren Claus Meyer og den kreative indpisker Soulaima Gourani. Mange af de øvrige stillede frivilligt deres kompetencer til rådighed for at vurdere de mange hundrede forretningsidéer, som elever og studerende på det nærmeste stod i kø for at præsentere. »Vi kæmper jo for at få bugt med den lønmodtagerkultur, der gennemsyrer det danske samfund. Derfor samler vi også alle uddannelserne under det samme tag ved dette arrangement, selv om der er stor aldersforskel. For idérigdom og entreprenørskab kender ingen alder – og alle har behov for at udvikle de kompetencer, som vi kan omsætte til nye virksomheder og projekter,« siger Christian Vintergaard, direktør i Fonden For Entreprenørskab – Young Enterprise (FFE-YE), der var værter ved Danish Entrepreneurship Award 2012. Og det er bestemt ikke formålsløst at sætte fokus på skaberkraft og idérigdom på landets uddannelsesinstitutioner, viser nye tal fra FFE-YE. Undervisning i iværksætteri betyder, at flere unge får mod på at få fod under eget bord og springe ud som iværksætter; især er det pigerne, der får styrket mod på at forfølge iværksætterdrømmene, når de har deltaget i et undervisningsforløb. »Vores undersøgelse viser, at det især er barrierer som bekymringen for at fejle og økonomisk usikkerhed, der stopper unge i at starte egen virksomhed, hvilket især har betydning for pigerne, som traditionelt set er mere forsigtige end drengene. De får med undervisningen en viden og nogle værktøjer, der giver dem mod på at starte som selvstændig,« siger Lene Vestergaard, der er leder af undersøgelsen hos FFE-YE. Konklusionerne kommer på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt 17-18-årige elever, der har fået undervisning i iværksætteri. De har deltaget i et undervisningsforløb kaldet Company Programme, der oprindeligt er amerikansk, men nu er udbredt over hele verden.