Jakob Diemer Fuglsang. Ikke det mest velklingende danske mellemnavn. Og med god grund. Pedalentusiasten, der fylder 30 år 22. marts, er nemlig født i Genève i Schweiz. Fuglsang kan dog næppe være mere dansk, og der kommer barndomshjemmet i Silkeborg ind i billedet.

Et barndomshjem, som har givet Jakob Fuglsang en vigtig jordbunden lektie.

»Min far sagde engang til mig: ’Hvis du skal gøre noget, så kan du lige så godt gøre det godt, for ellers kan du lige så godt lade være.’ Så når jeg tager ud for at træne, tænker jeg, at jeg lige så godt kan gøre det ordenligt. Når man nu alligevel er ude at træne, hvorfor så ikke gå det sidste skridt og køre lidt ekstra kilometer – også på en grå dag som i dag.«

En lektie, som Fuglsang har taget med sig i karrieren, der begyndte i de kolde og mudrede Silkeborg-skove på mountainbiken, hvor birketræer og flintesten var de primære modstandere. Han fandt dog ud af, at han ikke var ueffen på pedalerne, hvilket han som 20-årig beviste med en fjerdeplads til U23-VM i mountainbike.

Lige siden sine unge år har Jakob Fuglsang haft dopingens frække fristelse tæt på kroppen. Fra barnsben har han kæmpet mod sin evige rival, Peter Riis Andersen, der blandt andet slog silkeborgenseren ved DM i 2007. Peter Riis Andersen er dog senere blevet testet positiv for EPO, og det var begyndelsen til Fuglsangs lange dans med dopingdjævlen.

Netop nu er danskeren blandet ind i en yderst ubehagelig dopingsag. Hans nuværende hold, Astana, har været indblandet i fem dopingsager i 2014, rygter florerer om forbindelser til en af cykelsportens mest kontroversielle turbo-læger, Michelle Ferrari, og holdet er viklet ind i Padova-dopingsagen, som netop nu er i gang med at blive undersøgt, og som er grobund for en mulig suspension fra World Touren.

Jakob Fuglsang har alle dage selv benægtet et dopingmisbrug og der er da heller intet, der tyder på, at han har haft fingrene i den honningkrukke, som så mange danske ryttere ellers har slikket af.

»Jakob har udviklet sig meget støt uden nogen store kvantespring. Samtidig var han et kæmpe talent som ung, så det er ikke kun, fordi han er dansker, at jeg tror på, at han ikke er involveret i noget skidt,« siger cykelekspert hos Eurosport Thomas Bay.

Selv om Jakob Fuglsangs jordbundne jyske barndomshjem er skiftet ud med en lækker lejlighed i Luxembourg, er den 30-årige cykelrytter allerede begyndt at slå rødder. Med sin ni år yngre kæreste, Loulou, hunden Dolce og en hvid Audi A4, har den voksne fornuft så småt vundet indpas.

»Der var engang en bankmand, som sagde til mig, at jeg kunne købe stort set, hvad jeg havde lyst til, men det gjaldt om ikke at bruge alle sine penge på det, jeg lige havde lyst til. Der skulle være lidt penge til den dag, jeg stopper min karriere, sagde han. Det forsøger jeg at leve efter.«