Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsøgte sig med forsonende ord, da han onsdag morgen udsendte en pressemeddelelse, hvor han lykønskede Donald Trump med valget som USAs næste præsident.

Han udtrykte håb om - »når støvet har lagt sig« - at den kommende amerikansek administration vil videreføre sin mangeårige »åbne og konstruktive samarbejdsform«, da Europa har brug for et »stærkt USA«, der stiller sig i spidsen for den frie verden og baserer sig på demokrati og dialog.

Men mellem linjerne i statsministerens korte meddelelse stod frygten.

Frygten for at verden absolut ikke vil blive et bedre sted med Donald Trump som amerikansk præsident og at det - isoleret set - heller ikke vil være i danske interesser.

Forud for det amerikanske valg havde en stribe danske politikere stik imod normal praksis og i virkeligheden ganske uhørt blandet sig i den amerikanske valgkamp ved at tage skarp afstand fra Donald Trump.

Under den lange valgkamp har justitsminister Søren Pind (V) kaldt ham »vulgær«. Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har kaldt ham »dumsmart«.

Og så sent som tirsdag advarede finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) mod »ubehagelige konsekvenser« for den internationale frihandel, som Danmark er så afhængig af som en lille nation, hvis Trump blev præsident.

Trumps protektionistiske politik og modstand mod aftaler om frihandel vurderes at kunne koste Danmark tusindvis af arbejdspladser.

Finansministerens frygt er derfor ikke ubegrundet, og de internationale finansielle markeder reagerede også voldsomt her til morgen.

Klimafornægter og Brexit-støtte

Men det er ikke kun frygten for, at valget af Trump kan gøre Danmark fattigere, der bekymrer danske toppolitikere fra både højre og venstre side af Folketinget.

Donald Trump er klimafornægter, har omfavnet både Brexit og har skabt tvivl om det sikkerhedspolitiske samarbejde med sine allierede i NATO ved at række hånden ud til Ruslands præsident, Vladimir Putin, og anklage NATO-lande for ikke at betale nok til det fælles forsvar.

»Trump står for en ny, farlig og protestagtig linje, hvor han støtter de kræfter, der går ind for opløsningen i Europa,« advarede Anders Fogh Rasmussen, Danmarks tidligere statsminister og NATOs tidligere generalsekretær, for nylig i et interview med Berlingske.

Fogh kom samtidig i en ny bog med en stærk appel til amerikanerne om at vælge en præsident, der vil tage »globalt lederskab« og agere »verdens politibetjent« for - om nødvendigt med militær magt - at sikre »vores globale kamp for universelle principper om frihed for den enkelte, ytringsfrihed, demokrati og retsstatsprincipper«.

Verden holder vejret

Alt dette er på spil nu og her.

Verden holder vejret. De danske toppolitikere holder vejret.

For uanset om Danmark har haft en rød eller blå regering, har der været konsensus om, at Danmark rent sikkerhedspolitisk står bedst ved i vid udstrækning at følge USA.

Danmarks deltagelse i Irakkrigen delte Folketinget.

Men bortset fra denne kontroversielle krig har der været bred enighed om, at Danmark stod sammen med USA i forskellige krige som i Afghanistan, Libyen og lige nu og her i krigen mod IS.

Det åbne spørgsmål er, om en dansk regering ligeså blindt vil følge USA med Trump som præsident.