Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
2018. Selv for os under 30 år kan det klinge af en science fiction-roman. Vi er vidner til en æra, hvor vores køleskabe selv sørger for at bestille mere mælk, når vi er løbet tør, hvor vores biler er mere eller mindre selvkørende, og hvor vi overlader vores børns kognitive udvikling til iPads. Den kunstneriske, menneskelige fordybelse må vige for optimeringsfascismen, så vi har mere tid til at tjene penge og bruge dem på bøger, vi ikke orker at læse, men som ser godt ud i reolen, når vi har gæster.