København er fortsat underlagt en »særdeles skærpet trusselsvurdering« på grund af optrapningen af den væbnede bandekonflikt og ikke mindst rækken af skudepisoder, som har kostet to unge mænd livet og såret flere andre alene i år.
Derfor bliver visitationszonen i hovedstaden nu forlænget endnu en gang - denne gang frem til 12. marts, oplyser Københavns Politi.
Der har nu været visitationszone i København uafbrudt siden 14. januar, og politiet har dermed kunne foretage stikprøvevise undersøgelser af tilfældige personer, deres tøj og køretøjer inden for zonen. Mandag forlængede Københavns Vestegn Politi deres visitationszone, som dækker et større område i Gladsaxe, Herlev og Ballerup.
Stor koordineret politiindsats
Politiinspektør Jørgen Skov meddeler i en pressemeddelelse, at forlængelsen skal ses som et af flere elementer i politiets fælles indsats mod bandegrupperingerne.
- Vi samarbejder tæt med de øvrige politikredse, den fælles Task Force og Rigspolitiet. Lokalt ydes der en meget massiv indsats, som både retter sig mod at bekæmpe grupperingernes kriminalitet, forhindre nye konfrontationer, og ikke mindst i forhold til at forhindre, at de unge i områderne tiltrækkes af bandemiljøerne. Endelig har vi målrettet vores lokalpolitiindsats med »Din Betjent«, så vi i højere grad end normalt er i de berørte områder, udtaler Jørgen Skov.
I sidste uge blev der skudt med skarpt både mandag, tirsdag og onsdag, hvor en 27-årig mand omkom efter at være blevet ramt i brystet på klos hold i en baggård på Finsensvej på Frederiksberg.
Konflikten står primært mellem de to bandegrupperinger Værebros Hårde Kerne, VHK, og den relativt nye storbande Familia BGP, som tæller folk fra blandt andet Blågårds Plads, Tingbjerg og Kokkedal.