Det skriver flere norske medier.
»Jeg kan bekræfte, at der var en krisealarm,« siger en talsmand for Modalin-lufthavnen i Warszawa til den norske avis VG.
Der blev tilsyneladende indtelefoneret en bombetrussel mod Ryanair-flyet med rutenummer FR7023. Da det landede i Warszawa, blev passagererne derfor mødt af bombehunde og politifolk.
»Da vi landede, fik vi besked om, at flyet måtte parkere et stykke væk fra lufthavnen, fordi der var fremsat en bombetrussel mod flyet. Der var snak om, at der muligvis var en pakke, som kunne befinde sig på flyet. Vi måtte forlade flyet og stå på en græsplæne for en stund, før vi blev hentet og taget med til lufthavnen,« fortæller en passager på flyet til norsk TV2.
Ryanair har bekræftet oplysningerne over for VG og slår fast, at der efter alt at dømme er tale om en falsk trussel.
»Sikkerhedspersonale i lufthavnen beordrede en inspektion af flyet og lukkede alle indlandsflyvninger som et sikkerhedstiltag. Lufthavnen mener, at dette er en falsk trussel og forventer, at inspektionen vil bekræfte det. Ryanair beklager over for alle sine kunder på Oslo-flyet for de ulejligheder, som er blevet skabt af denne falske trussel,« lyder det i en e-mail til VG.
Flyet lettede fra Rygge Lufthavn klokken 06.23 og landede uden problemer i Warszawa klokken 08.15. Kaptajnen havde dog bedt om prioriteret landing på grund af meldingerne om en mulig bombe om bord på flyet.
Der var 160 personer med på Ryanair-flyet fra Oslo.