De seneste ugers uro på aktiemarkederne fortsatte torsdag med et fald til de danske C20-aktier på 1,84 pct., og det afspejler en rystende nervøsitet blandt investorerne.

»Frygt dominerer markederne, investorerne er bange,« siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje.

Først og fremmest er det en ulmende bekymring for væksten i Europa, der de seneste uger er taget til og har fået fat i aktiemarkederne, ikke kun i Danmark, men på verdensplan. Også i resten af Europa var torsdag en dybrød dag på markederne.

Herhjemme er store dele af årets stigninger til C20-aktierne allerede spist, og værditabet i det danske eliteindeks løber med torsdagens fald op omkring 250 mia. kr. siden markedet toppede i september. Torsdagens fald fandt sted under hektisk handel på børsen i København, hvor aktiviteten op ad dagen lå på op mod det dobbelte af en almindelig handelsdag. Den store nervøsitet medførte, at de danske aktier en overgang var nede med over tre pct.Carnegies chefstrateg Henrik Drusebjerg peger på Europa og særligt Tyskland som hovedårsagen til opskræmtheden.

»Investorerne har fået sig en vækstforskrækkelse i Europa, hvor de tyske nøgletal har skuffet. Det har givet kø ved udgangen på aktiemarkederne, og derfor ser vi de store fald,« siger Henrik Drusebjerg.

Tirsdag måtte den tyske forbundskansler Angela Merkels finansministerium sænke forventningerne til væksten i år til blot 1,2 pct. mod tidligere 1,8 pct. efter en række skuffende meldinger – blandt andet om et stort fald i antallet af ordrer til industrien og et markant dyk i investortilliden i landet. Tyskland er ellers fra mange kanter udset til at være den velkørende motor, der kan trække resten af det hostende Europa ud af krisen, men man er de seneste måneder blevet negativt påvirket af konflikten mellem Rusland og Ukraine, der har påvirket handlen mellem de to lande betydeligt.

Også Den Internationale Valutafond, IMF, har sænket forventningerne til væksten på verdensplan ved det nyligt afholdte årsmøde. Prognosen blev sænket til en global vækst på 3,3 pct. i år.

Mur af bekymring

Investorerne står over for en »mur af bekymring«, mener chefstrateg i BankInvest Frank Velling. Og der er ingen lette løsninger på, hvordan man kommer over muren i Europa.

»Det er svært at se, hvor væksten skal komme fra. Pengepolitikken er ineffektiv med renterne helt nede omkring nul, finanspolitikken er elimineret, fordi der ikke er noget råderum og så er finanskrisen stadig en tung bagage at slæbe rundt på, så bankerne er heller ikke i stand til at skabe vækst,« siger Frank Velling.

Selv om den største sten i bekymringsmuren uden tvivl er væksten i Europa, udgøres den også en række andre problemer, herunder sikkerhedssituationen i Ukraine og Mellemøsten, ebola-udbruddet i Afrika og protestdemonstrationer i Hong Kong.

De er alle såkaldte geopolitiske usikkerhedsmomenter, der måske eller måske-ikke kan påvirke verdensøkonomiens udvikling i negativ retning. Krige, pandemier og opstande er naturligvis ikke befordrende for erhvervsklimaet på nogen måde. Reelt er sandsynligheden for, at det vil ske, er dog meget begrænset, lyder vurderingen fra flere sider, men i en situation, hvor nervøsiteten tager til i markedet, får disse usikkerhedsmomenter større betydning.

Nervøsiteten blandt investorerne viser sig meget tydeligt i det såkaldte Frygtens Indeks, VIX, på Chicago-børsen, der måler nervøsiteten i markederne. Indekset befinder sig på det højeste i to år.

Frygten ikke vedvarende

På trods af det bratte dyk i aktiemarkederne er ingen af analytikerne helt så frygtramte, som markederne lader til at være. Hverken i Formuepleje, BankInvest eller Carnegie har de seneste begivenheder givet anledning til at ændre strategien.

De peger alle på, at der trods de europæiske skuffelser og de geopolitiske usikkerheder, er en positiv retning i økonomien, og at det på længere sigt vil være positivt for aktierne.

Hos flere mindre spillere på det danske marked fylder frygten mere. Den lille jyske investeringsforening Demetra annoncerede for eksempel tidligere på ugen, at man har solgt samtlige aktier i porteføljen, fordi man tror, at markederne langtfra har nået bunden.

»Aktiemarkederne er kørt fra økonomien. Vi kender ikke de historiske konsekvenser af en sådan udvikling. Derfor anbefaler vi, at man forlader aktiemarkedet«, lød det.