Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen er blevet farfar for første gang, og han bliver også den første, der kommer til at se sine nye børnebørn, der kom til verden samme dag i USA som de kongelige tvillinger.

Farmor, Anne-Mette Rasmussen, er nødt til at vente til senere på foråret på grund af planlagte foredrag og arrangementer.

- Det gik bare så fint, og mor og børn har det godt, fortæller en stolt farmor, Anne Mette Rasmussen til bt.dk.

Lørdag blev Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og hans kone Anne-Mette Rasmussen bedsteforældre igen, da deres søn, Henrik Fogh Rasmussen og hans kone Kristina i lørdags blev forældre til to enæggede tvillingepiger.

Parret er bosat i Springfield, Illinois i USA, hvor Henrik Fogh Rasmussen arbejder som selvstændig kommunikationsrådgiver.

- Det kribler bare for at komme af sted, men man flyver jo ikke bare for at være der en enkelt dag, og jeg har sagt ja til nogle arrangementer, jeg ikke bare kan aflyse, så jeg ved ikke præcis, hvornår jeg kommer il at se dem, siger Anne-Mette Rasmussen, der i forvejen er mormor til Martha og Marcus på 4 måneder.

Pigerne skal hedde Annelise og Marie

- Ja. vi har fået to nye titler som farfar og farmor, og det er også meningen, at vi skal kaldes de danske titler, mens vores svigerdatters forældre er Grandpa og Grandma, fortæller en stolt farmor, der allerede ved, at de nyfødte piger skal hedde Annelise og Marie.

Modsat kronprinsesse Mary måtte den sidste af tvillingerne hjælpes til verden ved kejsersnit.

- Det er svært at se ud fra et billede, men jeg synes, jeg kan se lidt af begge forældre, fortæller Anne-Mette Rasmussen, der befinder sig i Danmark for øjeblikket, inden hun rejser til La Santa for at være medinstruktør på en 'Ballroom fitness'-uge.