Forleden fulgte jeg en interessant skudveksling i den borgerkrig, der er brudt ud på Facebook: Mellem dem, der siger, at de vil redde flygtninge, og dem, der siger, at de hellere vil redde samfundet.

I en statusopdatering kaldte en dame Inger Støjberg for fru Føjberg og for saltkødsfarvet, klodset, afstumpet og svinsk. Det fik en anden til at spørge, hvorfor der ikke var plads til Støjberg i hendes hjerte, når det ellers kunne rumme alle verdens flygtninge. Og, blev der videre spurgt: Hvordan kan du være sikker på, at der ikke i flygtningestrømmen gemmer sig en syrisk Inger Støjberg?

Læs også: Frivillig: »Det er enhvers pligt at hjælpe«

Det var et godt spørgsmål, for det klargør, hvad det er, striden grundlæggende handler om. Den handler nemlig mindre om flygtninge end om, hvem man tror, mennesket er. Kulturelt bygger Europa på kristendommen og oplysningstiden, og den dag i dag kæmper deres dogmer mod hinanden. Groft sagt: Behersker mennesket sine lidenskaber? Eller behersker lidenskaberne mennesket?

Og med mennesket menes sandelig ikke det danske eller det syriske menneske: Nej, der menes mennesket som sådan. Svaret er helt afgørende for, hvad man tror, der vil ske, hvis en stor del af befolkningen i et ellers sekulært Europa i fremtiden pludselig bliver muslimsk. Kan det gå godt? Eller kan det kun gå skidt?

Læs også: Lad os komme i gang med at hjælpe i nærområderne

De fleste er præget af begge strømninger. Men er man mest til oplysningstiden, mener man, at mennesket dybest set er godt og fornuftigt. Der tales om »det hele menneske«, og det er ikke for sjov. Jo, selvfølgelig opfører mennesker sig indimellem råddent. Men der er altid en forklaring, og med forklaringen følger også en mulighed for at ændre tingene til det bedre. Grundlæggende kan man regne med, at folk opfører sig pænt, hvis de oplyses, behandles respektfuldt og får ordentlige materielle levevilkår. Og eftersom befolkningstallet i EU er dalende, og eftersom vi bliver nødt til at udvide arbejdsstyrken, hvis vi skal opretholde vores levestandard, så er det oplagt, at vi tager imod de flygtninge, der banker på vores dør. Det ville da være sindssygt andet! Vi mangler mennesker, og vi kan gøre en god gerning samtidig! Om de bliver integreret eller ej, er dybest set et spørgsmål om vilje og ressourcer.

Er man mere kulturkristen i det, tror man ikke på, at mennesket på den måde har magt over sig selv. Selv om det ville være praktisk, kan det ikke bare selv beslutte sig for, hvem det vil elske, og hvem det vil hade. Under overfladen lurer vanviddet, uanset hvor høj kontanthjælpen er. Susanne, Susanne, jeg hader Susanne, Susanne og hendes succes!

Læs også: Ingen grund til skam

Og selv hvis en psykolog kan hjælpe til at forstå, hvorfor man handler som man gør, er der desværre ikke mulighed for at forbedre sig. Det kan være, at man ikke gentager den samme fejl, men så begår man bare en anden. Oplysning, come on: Man bliver ikke demokrat af at flygte til EU, lige så lidt som man bliver muslim af at flytte til Mellemøsten.

Så striden står altså om, i hvilken grad mennesker kan beherske sig over for hinanden. I den forbindelse er det altså ikke et godt tegn, når man begynder at kaldte folk for saltkødsfarvet og for Føjberg.