Chris Froome slap med skrækken og et hårdt beskadiget håndled, da han styrtede på tirsdagens fjerde etape i Tour de France og måtte behandles undervejs.

Der var frygt for et brækket håndled, men røntgenbilleder fra hospitalet i Lille viste intet brud, og han er klar til dagens etape.

- Jeg fik lidt af et slag, men jeg er glad for at være nået igennem dagen og komme til målstregen uden at tabe noget tid til mine værste konkurrenter. Bulerne og skrammerne har det fint, men jeg faldt hårdt ned på mit håndled, så jeg var nødt til at få det tjekket af lægerne, siger Chris Froome til Team Skys hjemmeside.

Femte etape køres fra Ypres til Arenberg Porte du Hainaut, og den byder på hele ni passager på brostensbelagte veje. Ikke umiddelbart et terræn oplagt til at køre med et stærkt beskadiget håndled, og derfor er det også en lettere frygtsom Tour-favorit, der stiller til start.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg har fået grønt lys til at køre videre, og jeg ser frem til at komme op på cyklen igen. Håndleddet er smertefuldt, og det er helt sikkert ikke ideelt i forhold til brostens-etapen, men jeg har et stærkt hold omkring mig, og vi skal nok komme igennem de næste dage så godt, vi kan, siger Chris Froome.