Tidlig morgen – Padborg Station
Toget fra Flensborg ruller ind på perronen. En håndfuld betjente stiger om bord, men for første gang i et døgn er der ikke nogen, der bliver bedt om at forlade toget. Der er heller ingen, der skal vise identifikation. Betjentene spadserer roligt gennem vognene.
De, der ønsker asyl i Danmark, får mulighed for at stige af, lyder beskeden. De, der ønsker mad og drikke og en seng at sove i, vil blive kørt til et opholdscenter. De, der ønsker at fortsætte turen mod Sverige, får lov at blive siddende.
Der er helt tomt på Padborg Station. Få minutter senere fortsætter toget mod København H.
Ingen stiger af.
Morgen – Københavns Hovedbanegård
En kvinde mingelerer rundt med et bundt foldede 200-kronersedler i hånden.
»Du har børn, tag pengene!« siger hun på engelsk til en irakisk familiefar.
Ali Almansoori afviser.
»Jeg vil bare i sikkerhed. Jeg har penge nok. Giv til nogen, der har behov for mere,« siger han.
Ved billetkontoret vokser bunken af tøj, mad og vandflasker, som de frivillige har doneret. Flygtningene vil ikke have noget, bare hurtigst muligt videre. Den sidste time har kun to-tre familier fundet deres vej ind på Københavns Hovedbanegård. Rygtet går, at de fleste, der vil videre til Sverige, tager direkte fra Jylland til Kastrup Station i bil.
»We take, OK?«
En flok romaer har bevæget sig hen til bjerget af donationer i forhallen. Mændene roder i poserne med overtøj, hiver et par gummisko op og spiser et stykke pizza.
»Hey – det er til flygtningene!« råber en ung, dansk fyr, men romaerne forstår ikke noget.
»It is OK,« indskyder den irakiske familiefar forsigtigt og kigger i retning mod de hjemløse mænd: »Just take.«
Sekundet efter bliver han overdøvet af et glædesråb: »Det er gratis at køre med tog til Malmø nu. I behøver ikke købe billetter – bare kom af sted!«.
Formiddag - centrum af Padborg
Svend kommer susende ned ad Frøslevgade i sin sølvgrå Skoda. Han blinker med lygterne og holder ind til siden, da han ser en ældre syrisk herre gå hånd i hånd med sit barnebarn på fortovet.
»Skal jeg tage dig med? Lad mig hjælpe jer,« råber han på engelsk ud af vinduet.
De to flygtninge har knap forstået Svends tilbud, inden han har været i bagagerummet og står klar med vand og kiks.
»I er i sikkerhed nu. Lad os køre til Sverige.«
Den syriske bedstefar er skeptisk. Han og barnebarnet har få minutter forinden forladt den skole, hvor de har opholdt sig de sidste to dage. Hvem er nu denne fremmede mand?
En syrisk bekendt i Malmø bliver ringet op, og Svend får telefonen stukket i hånden.
»I kan stole på mig!« siger han.
Bedstefaderen får telefonen tilbage, og nervøsiteten ser ud til at lette. Barnet hopper ind på bagsædet, og den ældre mand stiller sig på tæer og kysser Svend på panden, inden han selv stiger om bord i Skodaen. Som så mange andre: På vej til Sverige.
Formiddag - Københavns Lufthavn Station
»Go, go, go,« råber en af de frivillige, en ung mand i kongeblå dynejakke og New York Yankees-kasket, og peger på Øresundstoget, der triller ind på perronen. Klapvogne, rygsække og håndposer sættes i bevægelse, mens op mod 50 flygtninge stimler sammen om dørene.
Mens et par forvirrede passagerer møver sig ud, bliver der taget afsked: Kram, håndslag og et par selfies før dørene glider i, og toget sendes af sted med vink fra perronen og gennem ruderne.
De frivillige vender tilbage til de voksende bunker af proviant, tøj, sko, bleer, shampoo og legetøj bag afgangsskiltene ved perronafsnit B, og allerede minuttet efter kommer nye flygtninge til: 10-20-30 stykker dukker op på perronen – kørt i biler fra alle mulige steder mellem Rødby og København H. Små børn knuger igen om de uddelte chips- og slikposer, mens deres forældre og ældre søskende tager en smøg. De spejder efter næste tog – sidste stop på deres rejse.
Nu ligger Malmø – fremtiden – kun få kilometer væk.
Middag - Rødby Havn
Piger i sort læder med lækkert krøllet hår. Pensionister med skarpe briller. Unge fra vestegnen med sorte kasketter. Så mange frivillige er kørt til Rødby for at fragte flygtninge på tværs af Danmark og til Sverige, at der allerede tidligt på formiddagen ikke er skyggen af en flygtning tilbage af de godt 600, som politiet lod passere natten før.
»Det var effektivt arbejde af borgerne,« konstaterer Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp: »På en time havde alle flygtninge fået et lift.«
Midt på formiddagen venter dusinvis af nye, frivillige danskere klar i biler. Klar til at tage sig af næste kuld, til at fragte videre og gøre det, der på papiret er ulovligt, men som politiet hele dagen har set igennem fingre med.
Der er Jørgen Frederiksen, pensioneret grafiker fra Maribo med brune øjne, shorts og brune lædersko.
»Jeg var klar til at give et lift, at køre til Lidl og lade flygtningene vælge det, de har behov for.«
Der er 64-årige Lene Alajdi, som stod direkte ud af sengen og drønede af sted fra Tune ved Roskilde. Og der er en 28-årig studerende pige med læderjakke og langt bølgende hår:
»Jeg er flov over at være dansker i den her situation. Jeg er glad for, at her nu er tomt. Det betyder, at flygtningene har fået den hjælp, de har behov for.«
Eftermiddag - Malmö Centralstation
Ansigter er trætte, øjne lukkede, men rundt omkring i terminalen blander lettede grin sig med den skånske højtalerstemme. Den overskyede svenske himmel lægger et blødt skær over de mange skikkelser, der læner sig op ad stationens glasvægge
En af dem er 20-årige Mazin, der med et smil bag sit lyseblå halstørklæde forklarer, at han har klaret turen fra Syrien på blot otte dage. Med lette skridt fjedrer han af sted i et par stumpe Adidas-bukser.
Uden for stationen sidder en ældre mand på en stenbænk og betragter et par drenge jonglere med en fodbold. Han venter ved Røde Kors’ samaritvogn. Organisationen har fået masser nye volontører i Sverige i dag, forklarer Karin Liwing, som selv er frivillig.
»Mange svenskere vil hjælpe. Og de vil hjælpe her og nu,« siger hun.
En håndfuld somaliske drenge forsøger at skaffe billetter til Göteborg, hvor en af dem har familie. Andre vil prøve lykken i Stockholm eller søge vejen mod Oslo. Mange sidder foroverbøjet med deres smartphones i strakt arm og stirrer på skærmen. De forsøger at følge familie og venner, som stadig er på vej.
De er lettede, og heldige, ved de. Dem, der kom til Sverige og nåede det i går, mens lejdet stadig var frit.