»Det har været et tilbagevendende tema i litterære fejder, at kontroversielle værker er blevet fordømt ud fra moralske kriterier. Det gjaldt f.eks. Vladimir Nabokovs roman »Lolita« (1955), og her i Danmark havde vi debatten om Jørgen Leths »Det uperfekte menneske« (2009). Man troede, at det var fortid, at en roman, der handler om forbudte følelser, skal udsættes for en debat, hvor en litteraturprofessor ikke kan skelne mellem, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed. Det er beskæmmende, at vi stadig hører litterater moralisere over den frie kunst,« siger forfatteren Jens Christian Grøndahl.
Anledningen er den debat, som den internationalt kendte norske forfatter Karl Ove Knausgård har udløst i Sverige.
I et meget langt indlæg i Dagens Nyheter tirsdag rettede han en voldsom kritik mod den svenske samfundsdebat i almindelighed og landets kulturdebat i særdeleshed.
{embedded type="node/feeditem" id="34180190"}
Karl Ove Knausgård kalder i indlægget Sverige, hvor han selv har boet i 13 år, for kyklopernes land – de enøjedes land.
»De enøjede svenskere anklager mig for at være kvindehader og litterær pædofil. Jeg beskrives, som om jeg var kriminel, men jeg har bare skrevet en roman. Hvorfor er Sverige så fyldt af had og angst? Hvorfor er alle så tavse?« spørger han i sit indlæg.
Anledningen til indlægget er Karl Ove Knausgårds debutroman fra 1998, »Ute av verden«, der til sommer udkommer på svensk. Bogen beskriver en 26-årig mand, som tager job som lærervikar i Nordnorge og bliver besat af en 13-årig pige.
For nylig kritiserede Ebba Witt-Brattström, der er en fremtrædende svensk litteraturprofessor og feminist, mandlige forfattere, der skriver om mænds betagelse af piger. »Faktum er, at litterær pædofili er blevet svensk finkultur,« skrev hun i Dagens Nyheter og henviste direkte til Knausgårds debutroman og til hans seks bind store selvbiografiske romanværk »Min kamp«», hvor lærervikaren Karl Ove forelsker sig i sin elev Andrea. 13 år. Med appelsinstore bryster.«
Ifølge Karl Ove Knausgård kan kykloperne ikke håndtere det ambivalente. »Det, som ikke er enten godt eller ondt, forstår de ikke, og det gør dem vrede. Derfor synes de ikke om litteratur,« skriver han og fortæller, at han i debatten er blevet sammenlignet med massemorderen Anders Behring Breivik og kaldt nazist, kvindehader og litterær pædofil.
»Hvad var så min forbrydelse? Jeg havde skrevet en roman,« skriver han og understreger, at alle hans bøger er skrevet med gode hensigter – også dem, der »handler om en voksen mands seksuelle relation til et barn«.
{embedded type="node/feeditem" id="34025050"}
»Alle mine bøger er oprigtige forsøg på at forstå, hvad det vil sige at være menneske her og nu, i vores samfund og i vores tid. Med oprigtig mener jeg, at jeg også behandler de dårlige og dadelværdige sider, alle svagheder, fejl og brister, al misundelse, al selvhævdelse, al ambition, alt had og al foragt, selv selvhad og selvforagt, og alt begær, inklusiv det begær, der retter sig mod det forbudte. Og ja, jeg er mand, så det er perspektivet,« skriver Karl Ove Knausgård.
Ifølge Jens Christian Grøndahl har kunstens rolle lige siden de græske tragedier netop været at gå om bord i det, der er svært, tabuiseret, smertefuldt og komplekst.
»Når Knausgård skriver om en voksen mands betagelse af en 13-årig, så gør han det ikke, fordi han synes, at sådan et forhold er en god idé. Det er en undersøgelse af noget, som han selv synes er problematisk, og man skal påskønne, at forfattere i deres værker giver sprog til det, som er vanskeligt og problematisk. Det er, som om professoren synes, at det må kunsten ikke beskrive, selv om alle ved, at Knausgård skriver om noget, som findes. Det er en fornægtelse af, at det vitale i kunsten er, at den kan gå om bord i svære temaer, så vi kan blive klogere på os selv som mennesker,« siger Jens Christian Grøndahl.
Karl Ove Knausgårds indlæg, der rejser en række principielle spørgsmål om litteraturen rolle, grænser og genrer, har udløst en bred debat i både aviser og på de sociale medier i Sverige. Hans svenske forfatterkollega Jonas Gardell beskylder ham for at være selvoptaget og tøset.
»Problemet med de heteroseksuelle, hvide mænd er, at de aldrig har lært at klare en lussing,« skriver han i Expressen og kritiserer Karl Ove Knausgård for at kalde det indvandrerkritiske Sverigesdemokraterne for et »legitimt« parti.
»Jeg forstår det ikke på anden måde, end at Knausgård her forsvarer den højreekstremistiske bevægelse, som er vokset frem i Europa de seneste årtier,« skriver Jonas Gardell.
Kommentatoren Elin Cullhed synes, at Knausgård med sin kritik stiller et krav til kritikerne, som man ikke stiller til forfatteren selv.
»Litteraturen skal være fri og er fri i selve værket: Karl Ove Knausgård kan skrive om det, han vil, kan brede sine spørgsmål ud gennem værket. Men litteraturkritikken, synes han at mene, skal ikke være fri på samme måde: der begynder hans »det kan du ikke sige« at gælde,« skriver hun i Dagens Nyheter.
Elin Cullhed synes, at der er en berøringsangst over for at diskutere den 13-årige pige, som den 26-årige lærer har et seksuelt forhold til. Også selv om Knausgård i sit indlæg skriver, at »hun findes ikke, kun i romanen, så hvori ligger udnyttelsen. Og hvori faren?«
»Hvorfor vil ingen nærme sig spørgsmålet? Hvorfor bliver den litterære frihed krænket, når spørgsmålet om pigen stilles? Hvorfor vækker det så enormt et raseri?« spørger Elin Cullhed.
Den norske forfatter Erlend Loe skriver i et bidende sarkastisk indlæg i den norske Aftenposten, at Jonas Gardell er en udmærket mand, som skriver fine bøger og kæmper for et fordomsfrit samfund.
»Men Norge forstår han sig ikke på. Og endnu mindre Karl Ove Knausgård. (...) Det at blive nævnt ved navn i samme sætning som »nazisme« og/eller »pædofil« og/eller »misogyn« (kvindehader, red.), er noget af det mest stigmatiserende, man kan opleve – uanset hvor akademisk man gør det.«
Erlend Loe skriver, at det godt kan være, at svenskerne har to øjne, »men at deres synsfelt i så fald, som Knausgård antyder, er reduceret.« Han mener også, at man i Norge er langt mindre optaget af køn og seksualitet, end man er i Sverige.
»Og vi mistænkeliggør frem for alt ikke hvide eller sorte, heterofile eller homofile, mænd, eller kvinder, som skriver litteratur, som til dels bevæger sig i et landskab af tvetydig moralsk karakter. Det er det, god litteratur gør og altid har gjort, og det er det, der gør den spændende.«
Ifølge Jens Christian Grøndahl er det moraliserende syn på litteraturen ikke udelukkende et svensk fænomen, selv om det måske nok er særligt tydeligt der. Også i Danmark og i Nordamerika ser man det. Ifølge Jens Christian Grøndahl udspringer dette litteratursyn af akademiske miljøer, hvor begrebet cultural studies »er blevet en sump af tænkning i køn, queer og etniske minoriteter, hvor den samlede overskrift er »offerrolle«,« siger han.
»Den svenske litteraturprofessors kritik er en del af en tidsånd, der i stigende grad miskrediterer forestillingen om det almene i litteratur. Det vil sige tanken om, at litteratur er det kunstneriske udtryk for en humanisme, der understreger, at vi mennesker ligner hinanden mere, end vi er forskellige. At vi er mennesker først og derefter mænd, kvinder, hvide, sorte, muslimer, jøder, kristne osv. At det er humanismen og det menneskelige fællesskab, der er litteraturens raison d’être, og at den gennem indlevelse og fantasi kan minde os om, at vi alle sammen er mennesker, uanset hvor forskellige, vi er. Den humanisme bliver reduceret i og med, at man vil reducere stemmerne i litteratur til et spørgsmål om, hvilket køn, etnisk baggrund og politisk dagsorden de har. Det er moralisme, når det er værst,« siger Jens Christian Grøndahl.