Godt gået, DBU.
Så klar er meldingen fra landstræner Morten Olsen om den klausul, DBU har lavet med Swansea, så det danske fodboldforbund uden betaling kan hente Morten Wieghorst tilbage det næste halvandet år. Klausulen er oprettet i det tilfælde, at Morten Olsen stopper før tid på landstrænerposten, og DBU i så fald vælger Wieghorst som afløseren.
Den aftale høster ros hos den nuværende mand på posten.
»Jeg har for lang tid siden gjort op med mig selv, at jeg ikke vil kommentere på en eventuel afløser for mig selv. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at det er fornuftigt af DBU at lave sådan aftale. Man har ønsket at holde kontakten tæt og have Morten inden for rækkevidde, og det kan jeg kun se, er fornuftigt,« siger Morten Olsen om Wieghorst.
International erfaring
Mellem linjerne er der ingen tvivl om, at Morten Olsen ser Wieghorst som en oplagt kandidat som fremtidig A-landstræner, og skiftet til Swansea vil kun gavne Wieghorst, vurderer Morten Olsen.
»Først og fremmest er det et kæmpe tab for DBU. Vi er rigtig kede af, at Morten forlader os. Men det er forståeligt, når han får muligheden for at få et indgående kendskab til Premier League og noget erfaring på højeste internationale niveau,« siger Olsen og tilføjer:
»Det er et kup af Michael Laudrup, som jeg ser det. Jeg er heller ikke i tvivl om, at Morten Wieghorst ikke bare skal være en assistent, men en som Michael kan diskutere fodbold med.«
Morten Olsen er ikke i tvivl om, at Michael Laudrups valg af Wieghorst som ny højre hånd er meget velovervejet.
»Michael kender Wieghorst både som spiller og som menneske. De klikker godt sammen. De har mange af de samme ideer og værdier. Jeg er overbevist om, at de kommer til at få succes som makkerpar, og jeg er sikker på, at det bliver værdifuldt for Morten at få den her oplevelse, selv om jeg da ærgrer mig over, at jeg ikke skal arbejde sammen med Morten mere her i DBU-systemet,« forklarer Danmarks landstræner.
Kender ikke fremtiden
Morten Wieghorst blev præsenteret fredag i Swansea, og han ønsker ikke at kommentere konkret på aftalen med DBU om, at han kan løses, hvis han får tilbudt Morten Olsens stilling som landstræner.
»Det er da et kæmpe og ærefuldt job, men et forkert tidspunkt at snakke om det på. Men engang i fremtiden vil det være en fantastisk opgave. Nu har jeg lavet en kontrakt til juni 2014, og det er svært at lave planer halvandet år ud i fremtiden i den her branche. Det er smigrende, at nogle synes, jeg har gjort et godt stykke arbejde, og jeg har været glad for at være i DBU, men nu koncentrerer jeg mig om den opgave, der ligger foran mig,« siger Morten Wieghorst i går ifølge DR.