Vi lever sundere og længere, og fødestuerne har ikke så travlt som før. Danmarks befolkning får stadig flere grå stænk, og andelen af befolkningen, der nærmer sig en tilværelse som pensionister, vokser – ligesom i resten af Europa.

I en ny fremskrivning har det europæiske analyseinstitut Eurostat regnet sig frem til, at der i 2080 vil være 12,3 procent af europæerne, der er over 80 år gamle mod 5,1 procent sidste år.

Analysen viser desuden, at 28,7 procent af befolkningen vil være over 65 år gamle, mens det tal sidste år var 18,5 procent.

Fremskrivningen for den danske befolkning følger samme mønster. I 2080 vil andelen af 80-årige eller ældre borgere være på 11,4 procent.

Til sammenligning var den andel sidste år på 4,2 procent. Også gruppen på 65 eller ældre fylder stadigt mere i befolkningen.

Således vil 26,9 procent af befolkningen være over 65 i 2080, mens der sidste år var 18,2 procent i den aldersgruppe.

»Der bliver født færre børn, og vi lever længere. Middellevetiden stiger med tre-fire måneder hvert eneste år. Det er meget, og det kommer virkelig til at påvirke antallet af ældre i fremtiden,« konstaterer Allan Krasnik, professor ved Afdeling for Sundheds­tjenesteforskning og Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet.

Danmark halter lidt efter naboerne

Portugal, Slovakiet og Tyskland er de lande, hvor befolkningen står til at få den ældste befolkningsgruppe med Slovakiet som den nation, der har den største del indbyggere over både 65 og 80. I 2080 vil 35,9 procent være over 65 år og 16,3 over 80 år i Slovakiet. Irland og de baltiske lande vil i 2080 være blandt de yngste europæere. Irland får den absolut yngste befolkningsgruppe.

Danmark placerer sig midt på listen over de øvrige lande i undersøgelsen. Ifølge Allan Krasnik skyldes det blandt andet efterdønningerne fra 1980erne og 1990erne, hvor den danske middellevetid var relativ kort.

»Dengang havde vi en ret kort middel­levetid, som gør, at vi stadig ikke har formået at indhente vores naboer. Det medvirker til, vi stadig halter efter, hvad angår levetid« siger professoren.

Eurostats rapport udkommer i anledning af Den Internationale Dag for Verdens Ældre, der afholdes 1. oktober. Eurostat advarer i rapporten om, at de nye tal vidner om den store udfordring, som de europæiske lande står over for, når det gælder økonomi og inklusion af de ældre:

»Den demografiske tendens konfronterer EU med massive udfordringer, især når det gælder den økonomiske situation og inklusion af de ældre i samfundet,« står der.

Allan Krasnik peger også på befolkningens aldring som en af de store udfordringer i det danske samfund.

»Det er en udfordring for sundheds­sektoren og socialsektoren at fastholde de ældre i god livskvalitet. Det kræver en stor indsats fra vores samfund. Det er i høj grad blevet en offentlig opgave at sikre sundhed hos de ældre, og når vi bliver færre til at betale til det og færre til at arbejde i social- og sundhedssektoren, bliver det en større og større udfordring,« siger Allan Krasnik.