Med fare for at bruge et slidt udtryk inden for fodbold må Swanseas sejr over bundproppen Queens Park Rangers i går betragtes som værende en decideret udradering.
Michael Laudrups mandskab var her, der og alle vegne, og trods et enkelt koks i starten af anden halvleg, der førte til en scoring fra udeholdets Bobby Zamora, var sejren aldrig i fare.
Michael Laudrups spanske frontløber Michu har i denne sæson været symbolet på Swanseas fine præstationer. Men den skarpe herre har desværre ikke kastet mange overskrifter af sig på det seneste. Angriberen havde således inden opgøret mod Queens Park Rangers ikke scoret i seks kampe. Men det blev der lavet om på.
Fra bænken kunne Michael Laudrup nyde at se sin topscorer bringe holdet foran allerede efter otte minutters spil. Michu kom først på en ripost, som han heldigt - nogle vil måske mene genialt - fik vippet i en blød bue over målmanden via ydersiden af højreskøjten. Det var spanierens 14. scoring i Premier League.
Overlegen udfoldelse
Midt i første halvleg fik højrebacken med det poetiske navn Àngel Rangel øget til 2-0. Værd at bemærke var, at udeholdet ikke havde sendt ét eneste skud af sted mod Michel Vorms mål i første halvelg.
Det forhindrede ikke Queens Park Rangers’ Bobby Zamora i at score få sekunder inde i anden halvleg, da han på en ripost fik sendt bolden i mål.
Øjeblikke efter fik Pablo Hernández bragt orden i tingene for svanerne med sin scoring til 3-1, inden Michu efter en times spil viste sin skarphed med endnu en scoring på et veltimet dybdeløb fuldendt med et lille prik til bolden ind bag Julio Cesar i målet.
Det blevkampens resultat, og dermed overhaler Swansea Liverpool på syvendepladsen og har nu 37 point.