Franske spillere invaderede rørt landstræners pressemøde: »De vil aldrig mere være de samme«
Den franske landstræner, Didier Deschamps, gør klar til sammen med landsholdet at modtage franskmændenes hyldest i eftermiddag ved 17-tiden på Champs-Élysées. Søndag under pressemødet efter VM-sejren gjorde han status over sejren. Han har selv prøvet at vinde VM som spiller i 1998, og han ved, at de unge franske fodboldspilleres liv nu er forandret for altid.
Ikke alene var den franske landstræner Didier Deschamps blevet dyngvåd af regnen efter VM-finalen søndag aften. Kort efter, at pressemødet efter kampen gik i gang, blev han igen våd, denne gang af champagne og vand, som det begejstrede franske landshold sprøjtede omkring sig og overhældte ham med.
»De er unge, der er lykkelige … beklager. Vi svømmer i lykke,« sagde han ifølge det franske dagblad Libération, der samlede en række af hans udtalelser ved pressemødet.
Blandt andet blev landstræneren spurgt, hviket eftermæle landsholdet ville efterlade sig:
»Det er et svært spørgsmål at besvare. Hvad skal man hæfte sig ved? Hvis vi er blevet verdensmestre, er det, fordi vi har gjort det godt, eller at vi har gjort det bedre end de andre,« sagde landstræneren.
De kan vinde alle mulige titler, Champions League ti gange, men det er denne aften, som er vendepunket for dem, og det er definitivt.
Didier Deschamps, fransk landstræner
»Jeg havde en ung gruppe, men en gruppe med kvalitet: Spillernes mentalitet er min største stolthed. Jeg har sagt til dem, at de ikke skulle slippe grebet, og jeg sagde det igen og igen og igen. Jeg stoppede ikke. Og de slap ikke. Aldrig,« sagde landstræneren ved pressemødet, hvor der også blev stillet spørgsmål til hans egen historie som en af bare tre personer, der har vundet VM, både som spiller og som landstræner:
»Jeg kan ikke så godt lide at tale om mig selv, men her er det nødvendigt. Min historie som landstræner er knyttet til spillernes historie … Når det gælder spillerne, som er verdensmestre i dag, så ved jeg, som har oplevet det, at de ikke kan forstå det. Før vi gik ud af omklædningsrummet, sagde jeg to ting til dem: Et: De vil være verdensmestre hele deres liv. Hele livet. To: De vil aldrig mere være de samme. Jeg er ked af det på deres vegne,« sagde han ifølge Liberation og blev tydeligt rørt.
»Men det er sådan, det er: De kan vinde alle mulige titler, Champions League ti gange, men det er denne aften, som er vendepunket for dem, og det er definitivt. For der er intet over en verdensmestertitel. Intet,« sagde landstræneren og nævnte Kylian Mbappé.
»Han er verdensmester som 19-årig. Man kan tænke, at han måske vil vinde andre titler som verdensmester. Men da jeg blev verdensmester som spiller i 1998, havde jeg to holdkammerater, Thierry Henry og David Trezeguet. Vi regnede med, at de ville vinde andre verdensmesterskaber, men nej. Man skal gribe lejligheden, når den er der. Min største glæde er at have gjort det muligt.«
Frankrigs sejr blev set af 19,3 mio. franskmænd, og mandag eftermiddag ved 17-tiden hyldes holdet og landstræneren på Champs-Elysées i Paris, hvorefter de skal lykønskes af præsident Macron i Élysée-palæet.