Den franske superstjerne Marion Cotillard har noget med danske instruktører. Forleden fortalte hun Berlingske, at hun ville elske at arbejde sammen med Nicolas Vinding Refn, som hun mener, er et "geni".
Og da vi torsdag mødte hende til et nyt interview ved filmfestivalen i Cannes, fortalte hun, at hun, da hun havde set Thomas Vinterbergs "Festen", var helt vild for at komme til at arbejde sammen med ham.
"Så jeg har prøvet at lære dansk, men jeg kunne ikke finde ud af de særlige "stød", som i har. Hvis man for eksempel siger: "My name is", så bliver det til "jeg hedder"," begynder Marion Cotillard og forsøger så at bakse tungen i den rigtige position, så hun kan udtale ordet rigtigt, men uden held.
"h, e, d, d, e, r, - sådan staves det, men støddet! Og jeg arbejdede på at lære det, for jeg var besat af, at jeg så gerne ville arbejde sammen med Thomas Vinterberg. Derfor prøvede jeg at lære dansk. Men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det. Jeg ved ikke - i har en speciel måde at tale på. Også r'erne er svære, men det her "stød" er SÅ specielt, som om du sluger dine egne stemmebånd. I frankrig kalder vi det "Coup de glotte", et slag på stemmebåndene, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal slå på noget med mine stemmebånd," griner Marion Cotillard.
Hun fortæller, at hun har fortalt Thomas Vinterberg, der er formand for Un Certain Regards-juryen her i Cannes, historien.
Hvorfor ville du arbejde sammen med Vinterberg?
"Jeg så festen, og så tænkte jeg, at denneher fyr er bare så ... jeg ved ikke, jeg ville bare rigtig gerne arbejde sammen med ham," siger Marion Cotillard, der har fart i karrieren.
Hun deltager i filmfestivalen i Cannes med to film. Den ene, der kæmper om Guldpalmen, hedder "The Immigrant" og handler om polske immigranter i New York. Den anden, "Blood Ties", der vises uden for hovedkonkurrencen, er en gangsterfilm, der foregår i 1970ernes USA.