Efter et forfærdeligt 2016 med massefyring, aktienedtur og priskrig i USA står Novo Nordisk igen ved en skille­vej, der vil afgøre, om også 2017 bliver et annus horribilis, eller om det vil lykkes at undgå endnu en øretæve.

For præcis et år siden løftede Novo-ledelsen sløret for, at det danske selskab var blevet fanget i en omfattende priskrig i USA, hvilket blev startskuddet til en dramatisk nedtur for det ellers så sejrsvante medicinalselskab.

Med et kursdyk på næsten 40 pct. var Novo-aktien den helt store boksebold i 2016. Og som en af sine sidste store opgaver måtte daværende topchef Lars Rebien Sørensen i efteråret fyre omkring 1.000 medarbejdere – heraf omkring­ 500 i Danmark.

Når Novo-toppen med Lars Fruergaard Jørgensen­ i spidsen onsdag sender selskabets halvårsregnskab på gaden, vil ledelsen samtidig lægge kortene på bordet og fortælle, om Novo denne gang er kommet helskindet ud af forhandlingerne med de magtfulde amerikanske medicinindkøbere, når det gælder priserne for 2018.

Ifølge den internationale investeringsbank JP Morgan kan der være grimme overraskelser på vej til Novos aktionærer. London-aktiehuset­ vurderer, at Novo Nordisk endnu en gang kan blive tvunget til at sende sine insulinpræparater på tilbud, fordi Novos franske ærkerival Sanofi ikke har råd til at tabe flere kontrakter i USA og derfor er klar til at underbyde markedet.

»Vi mener, at Sanofi har et incitament til at give prisnedslag på mere end 15 pct. for at beskytte sin adgang, hvilket potentielt kan medføre, at Novo må give endnu større nedslag i prisen for tilsvarende at fastholde sin adgang,« skriver JP Morgan i et nyt analysenotat.

Selv om Sanofi også tilbød store rabatter under forhandlingerne med de store amerikanske medicinindkøbere i 2016, fik Novos franske ærkerival alligevel udelukket sin super­sællert Lantus hos to ud af tre indkøbere.

Ifølge JP Morgan har Sanofi kastet sig så aggressivt ind i dette års forhandlinger i USA, at priserne på det amerikanske marked vil falde lige så tungt i 2018, som det har været tilfældet i år. Det betyder med andre ord, at det internationale finanshus vurderer, at Novos samlede USA-forretning vil blive ramt af et prispres på omkring fem pct.

Helt så slemt går det dog ikke, mener Michael Friis Jørgensen, der er chefaktieanalytiker i Alm. Brand Markets. Han vurderer på linje med hovedparten af analytikerkorpset, at Novos priser i USA blot vil falde med omkring tre pct.

»Novo har nogle produkter, hvor data er stærkere end konkurrenternes. Derfor har jeg lagt mig på det niveau, men 2018 er virkeligt et meget åbent scenarie, så jeg tør ikke lægge hovedet på blokken. Vi får først svaret, når Novo giver os det i forbindelse med det kommende regnskab,« siger Michael Friis Jørgensen.

Prisnedslag

Den danske aktieanalytiker vurderer på linje med JP Morgan, at hvis Novo ender med at køre i grøften med sine amerikanske priser, vil årsagen være, at Sanofi har kastet en prisbombe ind på markedet. Derfor er franskmændene lige nu den absolut største trussel for Novos aktiekurs.

»Sanofi har en forretning, som er ved at forsvinde ud af hænderne på dem. Derfor vil Sanofi selvfølgelig gøre alt for at forsvare sin position. Det er derfor, at der er en risiko for, at det kan blive lige så slemt, som det blev sidste år,« siger Michael Friis Jørgensen.

Netop truslen fra Sanofi gav daværende Novo-topchef Lars Rebien Sørensen megen opmærksomhed, da han i efteråret 2016 gjorde­ status efter de vigtige prisforhandlinger i USA, hvor Novo blev tvunget til at give meget store rabatter.

»Det er klart, at der vil være stor usikkerhed om priserne i 2018. Enhver kan jo regne ud, at når Sanofi er blevet ekskluderet fra to af de tre store indkøbere i 2017, så har selskabet nok stor appetit på at komme tilbage i 2018,« sagde Lars Rebien Sørensen til Berlingske Business.

Når forhandlingerne med de store amerikanske indkøbere er så uhyre afgørende for Novo og andre medicinalselskaber, skyldes det, at de tre største indkøbsorganisationer – kaldet PBMer – sidder på en meget stor del af den samlede indkøbskraft, da de tilsammen dækker omkring 75 pct. af de forsikrede i USA.

Til gengæld for store prisnedslag får Novo Nordisk en plads på de store indkøberes vigtige lister over foretrukne lægemidler. Det betyder kort fortalt, at Novo med gavmilde afslag i priserne kan få adgang til millioner af amerikanske patienter. Den største medicinindkøber i USA, Express Scripts, dækker totalt set omkring 83 millioner patienter.

Novo ønsker ikke at udtale sig om de aktuelle forhandlinger med de amerikanske indkøbere, da selskabet fremlægger sit halvårsregnskab onsdag.