Forsiden var prydet af syv baguetter formet som en bombe med halvt nedbrændt lunte i. Den er bragt under overskriften: Den tidsindstillede bombe i hjertet af Europa. Det vil den franske regering dog ikke have siddende på sig, og svarer mandag igen på kritikken.
The Economist anfører i et 12 sider langt tillæg, at Frankrigs økonomi er helt til rotterne. Landet har ikke haft et balanceret budget siden 1974, og i samme periode er gælden i forhold til BNP steget til over 90 pct. Samtidig er landet præget af, at det er uhyggeligt svært at starte nye selskaber på grund af bureaukrati og særdeles fordelagtige betingelser for arbejdstagere. Samtidig er Frankrigs konkurrenceevne blevet markant forværret i forhold til eksempelvis Tysklands.
Det britiske ugeskrift anklager samtidig Francois Hollandes regering for at være fodslæbende i forhold til at reformere landets økonomi, og landets indbyggere for slet ikke at anerkende, at der er noget galt. Det er Frankrigs regering langt fra enig i.
- Vores budget er dobbelt så ambitiøst som det gennemsnitlige europæiske budget, når det kommer til at nedbringe det strukturelle underskud. Og vi styrker fortsat indsatsen for at forbedre vores konkurrenceevne. Samtidig er vi en troværdig skyldner, og har negative renter på hovedparten af vores lån, siger regeringstalsmand og minister for ligestilling Najat Vallaud-Belkacem til den franske avis Le Monde.