Ved starten af et møde i den tyske hovedstad, Berlin, med den syriske opposition, giver den franske udenrigsminister præsident Bashar al-Assads regering det fulde ansvar for at undergrave våbenhvilen i storbyen Aleppo.
- Det, som sker i Aleppo, er en tragedie, som kræver en stærkere reaktion, konstaterer Jean-Marc Aurault.
- Det er et forfærdeligt drama, som udspiller sig der med mange ofre, og regimet i Damaskus bærer det fulde ansvar, og det strækker sig til at ødelægge hospitaler, dræbe kvinder og børn, civile og læger, siger han.
Den franske minister bebudede samtidig et møde mandag i Paris, hvor ti lande deltager, heriblandt arabiske stater, som er involveret i våbenhvileforhandlingerne.
- Alt må gøres for at komme tilbage på våbenhvilens spor, lyder hans appel.
Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, er vært for mødet i Berlin. Her deltager den syriske oppositionsleder Riad Hijab og FN's særlige udsending til Syrien.
Der er ikke en militær løsning på konflikten i Syrien, og alt må sættes ind på at nedtrappe krigen, fastslår Steinmeier.
De hårde kampe i og omkring Aleppo fortsætter onsdag, og senere på dagen er der indkaldt til et møde i FN's Sikkerhedsråd for at drøfte, hvordan man kan fastholde den våbenhvile, som officielt har været gældende siden marts.
Siden 22. april er over 280 civile blevet dræbt under kampene ved Aleppo.
/ritzau/Reuters