Francis Underwood taler til os. Midt i en scene henvender han sig til seeren. Sædvanligvis i en henslængt blotlæggelse af sit kyniske forehavende og dets angivelige nødvendighed. Eksempelvis i første scene i første afsnit, hvor han lukker for lufttilførelse på naboens trafikramte, pivende hund – som han, inden naboen når frem, tydeligvis er interesseret i at få endelig bugt med – mens han til kameraet siger: »Der findes to former for smerte. Den slags smerte, der gør dig stærk, og så den ubrugelige. Den slags smerte, som ikke er andet end lidelse. Jeg har ikke tålmodighed til ubrugelige ting«.
Eller også tester han vores moral, når det gælder at følge en hovedperson i en TV-serie over flere sæsoner: »Jeg vil ikke lyve for jer. Jeg foragter børn. Så er det sagt.« Eller han står ved siden af USAs præsident, henvender sig pludselig til os og siger med henvisning til, at han nu er blevet vicepræsident, uden en eneste vælger har valgt ham til at være det: »Demokrati er bare så overvurderet.«
Med »House of Cards« og Francis Underwood er de dage tilsyneladende endegyldigt forbi, hvor en hovedperson på film eller i TV helst skal have den antikke tragedies træk; sympatisk, forbilledlig, beundringsværdig. Hvilket oprindeligt var for at øge faldet ned i tragedien. Og dermed øge medlidenheden, vække medmenneskeligheden. Hvormed en renselse angiveligt skulle opnås for tilskueren.
I de senere år er der – ikke mindst i tidens populære, amerikanske TV-toneklang – dukket den ene serie op efter den anden med hovedpersoner, der spænder fra at være mere eller mindre antisociale over at være sociopater til noget nær psykopater. Og publikum kan ikke slippe dem. Frank Underwood er den hidtil mest radikale figur. Han er ikke engang sammensat. Underwood er decideret modbydelig.
Man kan argumentere for, at Tony Soprano kom først. At den korpulente mafiaboss i »The Sopranos«, spillet af James Gandolfini, var først om for alvor at drage masserne med sin sociopatiske karakter. Skåret til af lige dele sentimentalitet, offer for egen oprindelse og autonome æresbegreber. En grådlabil gangster, der leder en flok ligesindede, vaklende frem og tilbage mellem likvideringer og behandlingskrævende panikangst hos psykiateren.
Hvorfor bliver vi ved med at følge ham? Vi ved, der ikke er håb for Tony. Den kvindelige psykiater kan ikke hele ham. Han kan ikke forbedres. »Alt, hvad jeg gør, alt, hvad jeg har gjort, alt, jeg vil gøre, det er alt sammen for dig og din mor, det ved du,« som han siger til sin datter Meadow, hvorefter vi som seere deler Meadows let himlende reaktion.
Et andet og om muligt endnu mere succesfuldt eksempel er hovedpersonen Walter White fra »Breaking Bad«. En kemilærer, der får konstateret uhelbredelig cancer og bliver amfetamin-kemiker og narkokonge med henblik på at sikre sin familie økonomisk. Seriens afsluttende sæson satte seerrekord for cableseries-formatet på amerikansk TV. Som forfatter til »Breaking Bad«, Vince Gilligan, sagde på et tidspunkt til britiske Guardian: »Jeg har selv mistet sympati for Walt hen ad vejen. Det er interessant, dette sociologiske fænomen, at folk stadig hepper på Walt. Det siger måske noget om fiktionens natur, at seere har brug for på en eller anden måde at identificere sig med hovedpersonen. Måske er han bare interessant, fordi han er god til det, han gør. Seere tiltrækkes af karakterer, der er gode til deres job, selv når disse personer er slemme.«
Det er ikke nyt, at kriminelle udgør stærkt dragende karakterer i film og på TV. »The Sopranos« står i åbenlys gæld til mafia-melodramaer som eksempelvis »The Godfather«, »Goodfellas«, »Donnie Brascoe«, »Scarface«. Fortællinger med hele stammer af sociopater, der bygger både deres fællesskab og indtægtsgrundlag på amoralske, frastødende handlinger. Næppe nogen er dog forklaret, endevendt, analyseret mere end den depressionsramte Tony Soprano. Det egentlig dragende ved ham er måske bedst forklaret ved, at vi netop er delagtiggjorte i alt i hans dysfunktionelle karakter. Selv i hans mareridt. Hvori Tony – ligefrem skyldtynget? – i sidste sæson, liggende i hospitalssengen, møder alle de personer, han har slået ihjel gennem årene.
Der er tilsyneladende en rest af godhed, af moral, af retfærdighedssans, af fortrydelse at spore. Den er vel værd at heppe på?
Det er imidlertid vanskeligt at godtgøre »The Sopranos« succes med seernes moralske håb. Det modsatte synes snarere at være tilfældet. Intet er åbenbart så interessant i disse år som at få udlagt magtens relationer og koreografi. Dens brutalitet. Der må gerne gå længe, inden tragediens hovedperson går til grunde (Tony Soprano efterlades endog alive and well i den afsluttende sæson seks).
I »House of Cards« har man med Frank Underwood frembragt den absolut samvittighedsløse hovedperson. Underwood som figur er hverken motiveret – som Walter White – eller psykologisk forklaret – som Tony Soprano. Her ved vi intet. Underwood er den legemliggjorte ondskab fra begyndelsen. Placeret i centrum af fællesskabets øverste flok, demokratiets udvalgte. Her spejler hans kynisme åbenbart ikke mindst den kreative klasses udlægning af politik som udelukkende en strategi- og manipulationssport. Lejrvarmen blandt politik-interesserede breder sig mærkbart, når de får en direkte henvendelse fra Frank a la: »Vejen til magten er brolagt med hykleri ... og faldne.« Eller: »Jo nærmere man kommer toppen, jo mere forræderisk er stien.«
Her kan der nikkes indforstået "politiksterne" imellem.
Danmarks Radios dramaafdeling mener selv, at en grundforklaring på diverse serie-succeser herfra, er bevidstheden om »den dobbelte historie«. »Forbrydelsen« handlede således ikke kun om mord. Det var blot en ramme for en fortælling om det dysfunktionelle menneske. Såvel den triste detektiv som mange andre involverede. »Borgen« handlede heller ikke om politik, men var en grundlæggende historie om karrierekvinden. Om at vinde magten, men tabe familien. Hvilket også kunne være iscenesat i en større virksomhed.
»House of Cards« handler ret beset heller ikke specielt meget om politik. På trods af snart bunker af analyser om dens angivelige virkelige forlæg i den sydstatsdemokratiske Lyndon B. Johnsons vej fra indpisker i partiet til præsident. Eller den blændende hovedrolleskuespiller Kevin Spaceys udtalelser om, at han skam har forberedt sig via adskillige møder med virkelighedens kongres- og senatsmedlemmer. En af disse skulle sågar have forsikret Spacey om, at 99 procent af serien er som virkeligheden. Hvormed én procent som bekendt efterlades opdigtet: »Man vil aldrig få en uddannelsesreform gennemført så hurtigt,« hed det om denne ene procent. Nok et udsagn, der vil sprede varme i den politiske kommenterende klasses kantine.
Kevin Spacey understreger imidlertid med alvor flere steder, at historien om den magtsyge Francis Underwood for ham minder mest af alt om Shakespeares »Richard d. 3.«. En fortælling, hvor Shakespeare tillige lader sin tronesyge hovedperson fra House of York tale direkte til teatersalen om sin nedrige plan (nyere er tricket ikke). En gysende fryd breder sig blandt publikum. Man er taget med ind i magtens korridor. Man gøres medvidende om det slette ærinde. Vi – tilskueren, seeren – er med i konspirationen. Vi er delagtiggjorte.
I det amerikanske medie Vulture.com besvarer forfatter til »House of Cards«, Beau Willimon, spørgsmål fra seriens fans. Et af spørgsmålene går på begrebet »den onde helt«. Selv Walter White og Tony Soprano kan, om ikke undskyldes, så dog forklares samt opbyde en vis sympati, påpeger en fan. Hvordan får du seerne til at kunne lide og bryde sig om en så ond karakter som Frank Underwood, spørges forfatteren.
»Vi ønsker, at seerne drages mod Francis, hvilket er noget fundamentalt andet end »likeability«,« svarer Willimon: »Vi ønsker, du skal heppe på ham på trods af dig selv, blive involveret i hans planer, selv om hans handlinger overskrider dine etiske grænser. Den direkte henvendelse (tale direkte til kameraet, red.) forstærker dette. Det giver dig adgang. Det gør dig medskyldig. Det fremkalder spørgsmålet, om der er en lille Francis Underwood inden i dig. Jeg tror, grunden til at seere er draget mod amoralske karakterer, er fordi det giver muligheder for at undersøge amoralske aspekter hos seerne selv. Det frigør os fra regler, vi må leve efter i vores hverdag. Vi kan danse med den mørke side, uden at vi skal lide følgerne.«
Ifølge forfatteren til »House of Cards« handler det altså ikke om sympati. Det handler om genkendelse, om identifikation, om følelsen af, at ondskaben på skærmen er en forstørrelse af noget i os selv. Underwood må gerne være frastødende. Så længe han mest af alt er en uafviselig fører ind i magtens relationer, ind i ondskabens korridorer. I såvel Washington som inde i seeren selv.
Frank Underwood taler til os. Mens han med de bare næver kvæler en hund i første scene i første afsnit: »Tidspunkter som dette kræver nogen, der vil handle, nogen, der er villig til at gøre det ubehagelige, gøre det nødvendige. Se så ... ikke mere smerte.« Det er Mefisto, der taler. Han tager bo i os. Eller også boede han der allerede og ventede på at blive kaldt frem, som forfatter Beau Willimon påpeger.
Nok har man hermed kun taget en lille bitte bid af serien. Blot for siden at opdage, at stykket blev leveret af satan selv.