Efter at kritikken nu i flere dage er haglet ned over politikere og ledelsen i Wonderful Copenhagen for de massive budgetoverskridelser i forbindelse med Eurovision, svarer Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), igen.

Først og fremmest på kritikken fra de borgerlige i borgerrepræsentationen, der mener, at Frank Jensen med en støtteerklæring til DR har udstedt en blankocheck til afholdelsen af Eurovision Song Contest i B&W hallerne.

»Vi har hverken udstedt nogen blankocheck eller givet tilsagn om, at kommunen – ud over de to tilskud, vi har givet – vil være økonomisk forpligtet. Og der har efter afholdelsen af Eurovision ikke været nogen, som har rettet økonomiske krav mod Københavns Kommune,« siger Frank Jensen.

I støtteerklæringen, som er blandt de hemmeligtholdte dokumenter, som DR efter politisk pres valgte at offentliggjorde tidligere på ugen, giver Frank Jensen og den nu tidligere regionsrådsformand i Region Hovedstaden Vibeke Storm Rasmussen (S) DR tilsagn om, at kommunen og regionen er »bevidste om, at der er udfordringer og risici forbundet med afviklingen af Eurovision«.

Dokumentet forpligter ikke kommunen

Men da det ikke er et juridisk dokument, forpligter det ikke på nogen måde Københavns Kommune, understreger overborgmesteren:

»Vores rolle har været at give tilskud til afviklingen af melodigrandprixet. Det har vi gjort to gange, og begge gange er det godkendt af borgerrepræsentationen,« siger han med henvisning til, at kommunen har givet i alt to tilskud på henholdsvis 14,5 millioner kroner og 8,7 millioner kroner.

»Vi har givet vores tilskud på det grundlag, der var kendt på det tidspunkt, men da havde vi ikke nogen forestilling om, at projektet ville komme ud af kontrol i forhold til økonomien, der var forbundet med at indrette hallerne til de krav, som DR og Eurovisionen stillede,« tilføjer han.

Flere borgerlige partier beskylder samtidig Frank Jensen for ikke at have givet borgerrepræsentationen og økonomiudvalget fyldestgørende oplysninger i forbindelse med arrangementets underskud. Men overborgmesteren afviser beskyldningerne:

»Selve støtteerklæringen skal ikke forelægges borgerrepræsentationen. Det er først, når noget bliver juridisk bindende eller økonomisk forpligtende for os, at det skal forelægges borgerrepræsentationen,« siger han.

Advokat Michael Wallin, der har fulgt sagen på tæt hold, har læst støtteerklæringen, og han vurderer, at den er så tvetydig, at modtageren sagtens kan have fået det forkerte indtryk.

»Frank Jensen kan ikke frasige sig ethvert ansvar for, at kommunen kommer til at hænge på noget af regningen efterfølgende, fordi kontrakten er udformet på en måde, så modtageren af erklæringen sagtens kan være i god tro om, at det forholder sig således, at kommunen rent faktisk holder hånden under projektet økonomisk,« siger Michael Wallin.

Frank Jensen kommer med en redegørelse

Frank Jensen bekræfter, at der vil blive givet en redegørelse for forløbet omkring støtteerklæringen, sådan som blandt andre Venstre har krævet.

Hvor stort et ansvar har du i alt det her?»Jeg har jo et ansvar for at have været med til at anbefale, at København blev værtsby. Det var jeg glad for, at den blev, men jeg kunne godt se, da valget faldt på B&W Hallerne, at det var en risikofyldt venue. Jeg så selvfølgelig gerne, at man havde kunnet komme ud af arrangementet med et overholdt budget, men det lod sig simpelthen ikke gøre i forhold til den del af budgettet, der knyttede sig til B&W Hallerne,« lyder det fra overborgmesteren.

Den samlede regning for at afholde Eurovision endte på 334 millioner kroner. DR havde udgifter for 197 millioner kroner, hvilket er syv millioner kroner mere, end man havde budgetteret med, mens projektselskabet ESC 2014s samlede udgifter løb op i 137 millioner kroner – 102 millioner kroner mere end i det oprindelige budget.

Rigsrevisionen er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvordan budgettet kunne skride så meget.