Godmorgen!
Du sidder endnu engang med »Københavnerposten« - Berlingskes ugentlige nyhedsoverblik over København - på skærmen foran dig. Her finder du hver fredag de væsentligste nyheder om København, et wrap up på den forgangne uge samt den forestående weekends bedste tilbud.
Og lad os så komme i gang.
Vi starter fredagen med nyheden om, at Frank Jensen (S), Københavns overborgmester, ønsker at bremse festen i København og nedbringe generne fra nattelivet.
Klagerne fra støjplagede københavnere, som ikke kan sove om natten og er trætte af at blive mødt af pis og opkast i porte og på trappeafsatser, har hobet sig op på borgmesterens skrivebord, og byens borgere har aldrig tidligere klaget så massivt over festen i København.
Derfor siger Frank Jensen nu stop med opbakning fra et politisk flertal i Københavns Borgerrepræsentation, som behandlede spørgsmålet i går, torsdag.
»Vi har brug for at skrue ned for volumen i det københavnske natteliv, så beboerne i de mest plagede kvarterer kan holde ud at være i deres egen bolig og eget nabolag – også i weekenden. Det er ved at kamme over, og det er også, hvad jeg kan mærke på københavnerne, som er frustrerede,« siger Frank Jensen, der vil lave »en hård opbremsning«.
Han har pålagt de to forvaltninger, der står for tilladelser og renhold, nemlig Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen, at lave en plan, og borgmesteren kræver, at der bliver set på et stop for nye natbevillinger i belastede områder, en større spredning af events, flere støjpatruljer, bedre renhold og opsamling samt bedre mulighed for at tage tilladelsen fra restauratører, som bryder reglerne.
Det er især på Indre Nørrebro, Vesterbro, Islands Brygge og Indre By, at festen har taget overhånd, og i sommer sammenlignede Københavns støjpatrulje Gothersgade med Sunny Beach.
»Det handler ikke om at føre København tilbage til dengang, hvor mulighederne var at gå tidligt i seng eller finde et brunt værtshus. København skal være en levende storby med et natteliv, men beboerne skal også kunne sove om natten og færdes trygt i byen. De seneste år er der kommet mere larm, skrald og utryghed i nogle områder, og hvis vi ikke gør noget nu, vil festen i gaden blive endnu værre,« siger Frank Jensen.
Kommunens nye linje får formand for Nørre Kvarters Beboerforening, også kendt som Pisserenden, til at juble:
»Fantastisk! Det er præcis det, vi har råbt og skreget på de sidste fem år. Men man skal aldrig blive begejstret for tidligt, og nu skal vi lige se det ske i virkeligheden,« siger Søren Rud, der håber, at byens beboerforeninger vil blive taget med på råd.
Du skal også vide, at:
København har fået verdens første Sexelance, som er en mobil sexklinik indrettet i en tidligere ambulance. Idéen er, at sexarbejderne på Vesterbro skal have mulighed for at arbejde i mere trygge og værdige rammer, og bliver initiativet en succes, »har vi skabt verdens største bollerum om fem år«.
Der igen, igen er blevet skudt i København, og at der i det hele taget er mange skyderier i Danmark for tiden. »Vi ved godt, at folk er bekymrede, og det kan vi sagtens forstå, for det er vi også,« siger Københavns vicepolitiinspektør.
Flere end 90 københavnere har søgt om at få et eller flere træer på Københavns Kommunes regning, og det betyder, at der samlet vil blive plantet 830 nye træer i hovedstaden i løbet af foråret, som skal passes og plejes af københavnerne selv.
Det igen er tilladt at cykle på hovedstierne på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Hurra!
Fodboldklubben Fremad Amager får hjælp af overborgmester Frank Jensen til at få rejst et lysanlæg på klubbens hjemmebane i Sundby Idrætspark. Dermed ser det ud til, at klubben undgår tvangsnedrykning og at skulle spille hjemmekampe så langt væk som i Tingbjerg.
Brug weekenden på:
Ugens film:
Tag forskud på julen og skyd julestemningen i gang med filmen »Den Magiske Juleæske«, som har »hjerte til både børn og voksne«. Berlingskes filmanmelder forærer fem stjerner til eventyret om børnehjemsdrengen Julius, som bliver drillet, fordi han tror på julemanden.
Ugens kulturoplevelse:
Den tidligere balletdanserinde og nu instruktør Silja Schandorff har sammen med balletinstruktør Nikolaj Hübbe lavet en helt ny iscenesættelse af den romantiske ballet »Giselle«, og »dansens høje niveau hos både solodansere, solister og korps henter fem stjerner hjem«.
Du kan også:
Overvære at julelysene bliver tændt på Hotel d'Angleterre. Det er i dag, fredag, kl. 17 og traditionen tro spiller Den Kongelige Livgardes Musikkorps vinter- og julemelodier før og efter.
Deltage i årets BogForum, som kan fejre 25 års jubilæum i år. Derfor er der også skruet op for de litterære oplevelser, og der er som vanligt spændende debatter, oplæg, signeringer og interviews at overvære. Desuden er tre haller for første gang dedikeret til BogForums yngste deltagere, som bl.a. kan møde Rosa fra Rouladegade og Hr. Skæg. Se programmet HER.
Få svar på, hvordan elefanter får energi ud af bark, og hvorfor sælers luffer ikke fryser til is i det kolde vand, når Zoo inviterer til temaweekenden »Dyret indeni«. Dyrlægerne vil også dissekere liget af en løve.
Købe vin med rabat, når Madklubben holder vinloppemarked, fordi kæden skal have strømlinet dens vinkort på tværs af restauranter. Alle vin sælges til indkøbspris, priserne starter ved 30 kr. og Madklubben medbringer vin for mere end 500.000 kr. Det er på søndag fra kl. 13-17.
God weekend!
