Man giver elever chancer og håb ved at forvente mere af dem og ved ikke at lade dem opfatte sig selv som viljesløse ofre.
Undervisningsministeren vil give ekstra penge (socialt taxameter) til de gymnasier, der optager elever med dårlige karakterer. Dem kalder hun "frafaldstruede", - altså eleverne med de dårlige karakterer. Det viser sig nemlig, at elever med dårlige karakterer har større sandsynlighed for at falde fra gymnasiet.
Jeg kan ikke fordrage ordet "frafaldstruet". Det er ligesom ordene "udsat", "kriminalitetstruet" og "selvmordstruet" ord, der stempler og pacificerer. Man er bare offer, når man er truet af noget. Og man har dermed ikke nogen muligheder for at befri sig fra truslen. Det er ord, der hænger sammen med en tankegang om, at mennesket er styret af anonyme, sociale kræfter, der leger med de enkelte menneskeskæbner som havet med småsten. Kun hvis alle sætter sig for, at hjælpe de truede ved at ændre på de sociale strukturer, kan det lade sig gøre at befri staklerne. Og faktisk kun, hvis staten kommer med en masser penge. Det ligger i kortene, at man som individ nok ikke selv kan kæmpe sig fri af sine truede situation. Den "frafaldstruede" kan ikke selv klare at få bedre karakterer; den "udsatte" kan ikke selv sørge for at lade sig integrere; den "kriminalitetstruede" kan ikke bare lade være med at begå kriminalitet og den "selvmordstruede" kan ikke beslutte sig for at leve. Man er bare et ynkeligt offer, der må vente på statens hjælp....
Og så kommer jeg i tanker om min egen skoletid, hvor jeg måske ville være blevet betegnet som "frafaldstruet". Jeg fik nemlig meget dårlige karakterer i 1. g. Det var helt berettiget, for jeg var luddoven. Jeg pjækkede i et væk og gad ikke lave lektier eller opgaver. Når jeg afleverede opgaver, var de skrevet af mine venner. Når jeg kom til timerne, gjorde jeg, hvad jeg kunne for at ødelægge undervisningen, eller jeg læste mine egne bøger under bordet. Derfor skrev en af mine lærere lakonisk i min karakterbog i slutningen af 1g: "Med den arbejdsindsats kan du ikke forvente at bestå studentereksamen". Det havde han så evig ret i, og jeg tog mig derfor voldsomt sammen i 2.g. Men tænk, hvis han i stedet havde registreret mig som "frafaldstruet" og ikke havde givet mig denne opsang, som faktisk skræmte mig - og især mine forældre, der troede, jeg var sød og flittig.
Når man skælder folk ud for en dårlig adfærd, så har de en chance for at ændre den. Man giver dem faktisk en chance og et håb. Hvis man betegner dem som ofre, så pacificerer man dem og de får dermed ikke en chance for at forbedre sig. Det er selvfølgelig ikke alle, der har mulighed for ændre deres karakterer voldsomt. Men de fleste kan faktisk godt, hvis de vil. Det er de færreste, der knokler 100% altid og hele tiden. Til gengæld kan næsten alle godt lade være med at begå kriminalitet eller selvmord - undtagen i ganske få tilfælde af voldsom sindssyge. Derfor skal vi holde op med at bruge de passificerende ord. Hvis elever får dårlige karakterer, fordi de er dovne, dumme, umodne, umotiverede eller har dårlige lærere, så skal vi sige det. Vi skal ikke bare kalde dem "frafaldstruede" og lade dem sætte sig på deres egne hænder og græde indtil staten kommer med en stor pose penge og redder dem.
For sandheden er jo, at pengene ikke gør nogen som helst forskel. Det er påvist flere gange. Men det gør en kæmpe forskel, om den enkelte elev forstår sine egne handlemuligheder og begynder at bruge sit eget potentiale på en fornuftig måde.
Det hjælper man dem ikke til ved at kalde dem "truede" eller give ekstra penge til instituioner. Man giver elever chancer og håb ved at forvente mere af dem og ved ikke at lade dem opfatte sig selv som viljesløse ofre. Og så skal de naturligvis have en god undervisning!