»Jeg er blevet mere og mere klog«

Bertel Thorvaldsen var i 1800-tallet en berømthed i Europa. Hans værker blev efterspurgt i Italien og mange andre lande, men Danmark var så heldig at få hans værker til landet, hvor de kan ses i det helt specielle museum, der blev bygget til hans statuer og hans kunstsamlinger ved Højbro Plads. Går man ind på museet kan man med det samme se, hvorfor Thorvaldsen var så efterspurgt. Hans hvide, perfekte marmorskulpturer er som formet i tandpasta. Smukke, graciøse, plastiske får de den besøgende til at spørge: Hvordan i al verden kunne han lave den slags figurer ud af hård marmor?

I museet har Xi Li sit arbejde som betjent. Hun kom fra Kina til Danmark i 1992, hvor hendes mand allerede arbejdede. Hun havde en uddannelse som regnskabsfører fra Kina, men i Danmark tog hun rengøringsjob. Det var også som rengøringsarbejder, at hun blev ansat på Thorvaldsens Museum i 1998, og siden blev hun betjent. I første omgang var hendes opgave som betjent at bevogte kunstværkerne og passe på, at publikum ikke stak af med den tre meter høje skulptur af Herkules eller berørte de yndige tre gratier, hvis bryster er noget af det mest perfekte Thorvaldsens skabte. Men siden er opgaverne blevet mere alsidige og publikumsvendte.

»Jeg har meget med publikum at gøre, og de spørger jo om hvad som helst, så jeg måtte lære en masse om Thorvaldsen og dansk kunsthistorie, men det var jo dejligt,« fortæller Xi Li. »Jeg har i det daglige en masse samtaler med besøgende, der gerne vil vide noget om museet og Thorvaldsen, og jeg er blevet mere og mere klog.« Xi Li fremhæver, at Thorvaldsens Mu­seum har haft held til at tiltrække kinesiske besøgende, måske fordi hun som medarbejder på kinesisk kunne fortælle om museet, for mange kinesere har stadig svært med europæiske sprog og dermed at forstå dansk kunst. Da Kinas topledere Yu Zhensheng og Lin Yunshan, der er henholdsvis nr. fire og fem i den kinesiske ledelse, var i København i 2013 og 2014, var det eneste museum, som de besøgte, Thorvaldsens Museum.

Hvilket kunstværk holder du mest af, Xi Li?

»Der er mange værker, som jeg synes er smukke, men jeg har fået et specielt forhold til hans skulptur af guden Vulkan. Lad os se på den.«

Vi vandrer hen til en af de smukke rum i stueetagen, hvor en to meter høj statue af guden Vulkan troner. Han er ildens gud i den romerske mytologi, men også gud for dagligdags opgaver i køkkenet, som havde med ild at gøre. Han skildres ofte, også af Thorvaldsen, med en smeds hammer i hånden. På den ene væg ses et marmorrelief af Vulkan i gang med smedearbejdet i noget, der ligner et køkken med en familie.

»Jeg går ofte herhen, når jeg er deprimeret eller bare har lyst til at være alene. Så sætter jeg mig ned og snakker med Vulkan. Jeg er næsten forelsket i ham, og han er jo også stor, stærkt og flot. Han er en god mand, det kan man se. Mine venner griner af mig, når jeg siger, at jeg snakker med ham, men jeg føler fred i sjælen sammen med ham,« siger Xi Li.

Xi Li har to drenge og den ældste søn Daniel har ofte været på besøg og er i det hele taget bidt af museer og opsøger dem gerne. Xi Li siger farvel og genoptager dagens opgave i billetlugen, og lader Vulkan sidde alene i dag.

»Herinde er der en velsignet ro«

Davids samling har en af verdens bedste samlinger af islamisk kunstindustri. Men også dansk kunst og kunstindustri er samlet i museet i Kronprinsessegade, hvor samleren C.L. David selv boede indtil han gav offentligheden museet og en formue. Anita Pauli vogter over skattene.

Anita Paulli har været på kustodeholdet siden Davids Samling genåbnede i 2009. Det skete efter en gennemgribende modernisering og udvidelse, så samlingen nu fremstår i smuk stand. Museet blev etableret som en privat samling af højesteretssagfører C.L. David, der var en ivrig samler af kunst og kunstindustri. Han købte det bedste, der var at opdrive af kongeligt porcelæn, danske malere og ikke mindst islamisk kunst og kunstindustri. Samlingen blev omfattende, og da han testamenterede ikke blot sin samling men også sin formue til et fond, kunne museet fortsætte opkøbene, så samlingen i dag er verdenskendt for sin unikke samling af islamiske genstande.

Anita Paulli blev ansat på kustodeholdet ved genåbningen i 2009. Som på andre museer er kustode ikke mere et job, hvor man passer på genstandene, men hvor man har servicefunktioner over for publikum.

Museet er i fem etager og er fordelt på en mængde mindre rum, som i en byzantinsk labyrint og man forstår godt, at kustoderne har travlt med at vise folk den rette vej og svare på spørgsmål. Man har taget ny elektroniske teknik til sig og forsyner publikum med ipads, som fungerer ved de mange montre, hvor en tabletudløser automatisk sætter gang i tekst og billeder, der vedrører den montre, som man står ved.

»Den største fornøjelse ved museet, ud over det kollegiale samvær, er at se begejstringen over samlingens størrelse og kvalitet. Ude fra ser det jo ud som et almindeligt 1700-tals beboelseshus, men kommer man ind, så overraskes alle over museets størrelse og de fantastiske kunstskatte,« siger Anita Pauli.

Hun har tidligere været ansat på Statens Museum for Kunst, og hun viser samlingen af malerier af Vilhelm Hammershøi, som er et af museets store trækplastre. Dernæst går vi igennem den meget store samling af porcelæn, for David samlede både kongeligt dansk porcelæn, Meissen og bl.a. fransk porcelæn. Vi passerer en skoleklasse med muslimske børn, der skal se den store samling af islamiske genstande, men også danske skoleklasser er hyppige gæster.

De islamiske genstande findes på de øverste etager i bygningen og her er mønter, tøj, malede klinker, våben, krukker, miniaturetegninger og alt muligt andet. Det karakteristiske er, at David udvalgte genstade, som havde mærkbar kunstnerisk kvalitet. Anita Paulli stopper ved et skrin skabt af et helt stykke elfenben. Der er graveret, så det har en tredimensionel virkning med jagtscener på alle fire sider. Det blev skabt i andalusiske Cordoba i årene 966-968 efter Kristus og blev til i den arabiske periode, og museet mener, at det er lavet til kaliffen el-Hakam 2. Men senere er det overgået til kristne ejere, der har fjernet de arabiske tekster. Anita Paulli: »Det er mit yndlingsstykke på museet, som man næsten suges ind i, jo mere man kigger på det. Tanken om, at en kunstner har siddet med en skarpt instrument og omhyggeligt skabt den dybdevirkning er fascinerende.«

Skrinet er ikke købt af David, men er erhvervet af museet i 2010. »Verden er i oprør, men herinde er der en velsignet ro. Man møder alle slags mennesker fra hele verden og jeg har aldrig oplevet noget ubehageligt,« fortæller Anita Pauli.

»Mange voksne tror vi er kedelige«

Sarah Morgen studerer biokemi, men hun arbejder også som vært på de naturhistoriske museer, der omfatter Botanisk Have, Zoologisk Museum og Geologisk Museum. Berlingske har mødt Sarah på Geologisk Museum. Sarah er oprindelig musisk-sproglig student og gik rundt med en skuespiller i maven, men så foretog hun et brat karriereskift og studerer nu til biokemiker. De naturhistoriske museer har et storstilet projekt med at samle alle tre museer ved Botanisk Have og nydesigne museerne. Projektet planlægges til at blive realiseret om ca. 5 år. I mellemtiden cykler Sarah rundt mellem de tre museer og viser gæster rundt.

Er det sandt Sarah, at Geologisk Museum stadig kæmper med det gamle støvede image at være museet for gamle sten?

»Ja, det er stadig det indtryk mange voksne har, men børnene kender jo ikke rygtet og bliver hurtigt grebet af vores udstilling. Det er rigtigt, at vi har den oprindelige mineraludstilling fra 1912 stående, men nu har vi også så meget andet.«

Sarah Morgen viser museets udstillinger frem. Vi går igennem en sal om Flora Danica-værket, der er det berømte bogværk om danske planter, som Geologisk Museum har opbygget med eksempler på herbarier, hvor man har presset blomster for at bevare dem. De naturvidenskabelige museer har millioner af disse herbarier. Flora Danica-samlingen viser desuden eksempler på nutidige danske kunstnere som John Kørner, Tal R. og Per Kirkeby, der har ladet sig inspirere af Flora Danica-værket.

Men det, Sarah Morgen brænder for at vise frem, er uden tvivl det genskabte Ole Worm-laboratorium fra 1600-tallet. Fra et kobberstik ved vi nøjagtig, hvordan det så ud, og den berømte videnskabsmand havde samlet en mængde skægge, mærkelige og forunderlige genstande i sit laboratorium. Geologisk Museum har nu genskabt det ud fra kobberstikket stykke for stykke, og rummet fremstår nu som et veritabelt tableau med Worms mærkelige ting. Ole Worm mangler, men Sarah stiller sig gerne op til fotografering og afslører sit naturlige skuespillertalent. Sarah Morgen siger: »Museer bliver let lidt flade, men her har vi gjort det levende med at genskabe Worms eget laboratorium, og når jeg viser det frem, så genfortæller jeg Worms spændende livshistorie. Det griber virkelig de unge mennesker.«

Udstillingen fortsætter med Worms egen samling, som simpelthen er forrygende. Her er et lårben fra en mammut, som Worm lidt fejlagtigt troede stammede fra et kæmpemenneske, men alle kan jo tage lidt fejl. Og her er en babyelefant i syltekrukke. Det er både fantastisk og lidt sørgmodigt at se det lille dyr proppet på glas.

Ved vi, Sarah, hvorfra Ole Worm havde disse fantastiske ting?

»Nej, så meget ved vi ikke om ham, men der er næppe tvivl om, at han rejste meget. Her er jo både en elefant og et kranie fra et næsehorn. Det der er dejligt ved Worm-udstillingen er, at det sætter fantasien i sving. Tænk at denne videnskabsmand med alle de mærkelige ting og tanker stadig har sine ting opbevaret hos os.«

Er hans teorier nutids­svarende?

»På mange måder er hans tanker forældet. Man kan sige, at hvor videnskaben i dag afliver teorier med videnskabelig efterprøvning, så havde Worm ikke noget imod temmelig vilde ideer, som han selv troede på. Men på andre områder var han en videnskabelig foregangsmand.«