Fra første- til femtepladesen i konstruktør-VM. Og fra anden- til niendepladsen i kampen om den individuelle VM-titel. McLaren og Kevin Magnussen har taget den helt store Formel 1-nedtur – på bare fem uger er de fra at bejle til grandprix-sejre og VM-titler reduceret til ’midfield-runners’.
Hvad er gået galt? Kevin Magnussens far, den tidligere Formel 1-kører Jan Magnussen, er ikke i tvivl. I sin klumme på TV2 skriver han blandt andet: »I bund og grund handler det om, at McLaren ganske enkelt har ramt ved siden af og skabt en bil med et grundlæggende problematisk design.«
Trods den problematiske bil leverede Kevin Magnussen og hans teamkammerat Jenson Button stærke resultater til og med Australiens Grand Prix. McLaren-kørerne var blandt de allerhurtigste i de første vinter-test, og med anden- og tredjepladsen i Melbourne sendte de McLaren i front i konstruktør-VM.
Det handler om, at MP4-29 er en af de sjældne racerbiler, der var hurtig direkte »fra kassen«. Mens alle andre biler ved den første vintertest i Jerez kæmpede med alverdens børnesygdomme, spolede Magnussen og Button masser af omgange af. I en bil, der bare kørte og kørte, var det nemt at sætte gode omgangstider, mens konkurrenterne enten holdt i pitten, eller var gået i stå ude på banen.
Dette mønster fortsatte til dels også i sæsonpremieren i Australien. Her havde de tre øvrige team med Mercedes-motorer fået styr på deres biler, og selvom McLaren ikke var i nærheden af Mercedes’ eget team med Nico Rosberg og Lewis Hamilton (der udgik), var de hurtige nok til at sikre Magnussen og Button anden- og tredjepladsen. Siden har alle de andre team i det brede midterfelt udviklet og forbedret deres biler markant, og én efter én er Red Bull, Force India, Ferrari og Williams gået forbi McLaren.
Magnussens team har også introduceret nye løsninger til MP4-29, men de har bare ikke været så effektive som konkurrenternes.
Alt for vejrafhængig
Vejret i Melbourne spillede også en stor rolle i McLarens drømmestart. Mens andre team kan justere sig ud af de problemer, stigende eller faldende temperaturer medfører for dækkene, har McLaren et meget snævert spillerum. De milde efterårstemperaturer i Australien faldt indenfor dette spillerum, og derfor var teamet »best-of-the-rest« efter Mercedes.
»Vores konkurrencedygtighed er meget afhængigt af vejret, bekræftede McLaren-teamchef, Eric Boullier,« efter Kinas Grand Prix. »Hvis det er for varmt, har vi ingen chancer – og hvis det er for koldt, har vi ingen chancer.«
Dækkenes effektivitet hænger tæt sammen med McLaren-racerens aerodynamik. »Manglende downforce« er forklaringen på de manglende resultater og på, at Jan Magnussen omtaler MP4-29 som et »grundlæggende problematisk design.«
Downforce er det vejgreb, vinden skaber over og under McLaren-raceren. Over bilen presser fartvinden via vinger og andre karrosseridele bilen ned i asfalten. Under bilen skaber man med en avanceret udformning af bunden et undertryk, der »suger« bilen fast til banen. Når McLaren-raceren mangler downforce, vil den på grund af det reducerede vejgreb have større eller mindre udskridninger i svingene, hvilket belaster dækkene.
McLaren-ingeniørerne skal altså forbedre MP4-29s downforce, så dækkene får et større spillerum. Det er ikke bare et spørgsmål om at sætte større eller stejlere vinger på bilen: De vil ganske vist kunne øge presset ned i asfalten, men de vil også øge vindmodstanden og dermed reducere topfarten.
Omfattende ændringer
Det er altså ganske omfattende ændringer, der skal til, og Jan Magnussen siger: »Jeg er ikke i tvivl om, at det vil tage længere tid, end de fleste tror, før McLaren får vendt skuden.«
Teamchef Eric Boullier ser ikke overraskende mere positivt på situationen – han er overbevist om, at McLaren igen snart vil være med i kampen om at være best-of-the-rest efter Mercedes.
»Det er 100 procent sikkert,« sagde franskmanden i hvert fald tirsdag til det engelske motorsports-ugeblad »Autosport«.
»Vi har fundet masser af forbedringer i vindtunnellen, og nu er det kun et spørgsmål om at få produceret delene og sendt dem ud på racerbanen. Vi er nødt til at tro på, at vi kan vinde løb i år.«
Men Boullier indrømmer også, at man i Formel 1s evige udviklings-kamp skyder mod et bevægeligt mål.
»Vi ved omtrent, hvor meget vores forbedringer vil sænke vores omgangstider. Men vi ved ikke, hvor meget de andre team forbedrer sig,« siger han realistisk.
Kevin Magnussen har også optimismen i behold.
»Det er tider som disse, man bliver stærkere af. Og det er i tider som disse, man bliver endnu mere sejrs-sulten! Vi skal nok kæmpe os tilbage – og så bliver vi stærkere end tidligere.«