Det lignede den ultimative dukkert for Brøndby. Bagud 0-1 efter 78 minutter i bundbraget mod Silkeborg.
Et nederlag ville betyde total isolation i bunden af tabellen for Brøndby og en selvtillid langt under havets overflade for spillerne. Auri Skarbalius’ cheftrænerjob ville være til hed debat i klubbens bestyrelse. Alt i alt var Brøndby tæt på at knække midt over med det kaos, nederlaget til Silkeborg ville afføde. Men så kom det mirakel, Brøndby-fansene har sukket efter stort set i hele sæsonen. På 12 minutter vendte vinden for den hårdt pressede klub, og Simon Makienok blev med to scoringer, heraf det sidste dybt inde i overtiden, symbolet på Brøndbys genrejsning. Da Makienok sendte et Dennis Rommedahl-indlæg ind i nettet, eksploderede Brøndby-spillere og -fans i ekstase, og efter slutfløjt indtog flere hundrede fans banen i sjældne jubelscener. For Brøndby var det første sejr i Superligaen siden tredje spillerunde sidst i juli, hvor man også slog Silkeborg, og med 3-0 sejren over - ja gæt selv - Silkeborg i midtugens pokalopgør, så er selvtilliden pludselig skudt til vejrs fra nulpunktet.
»Det var et fantastisk øjeblik for mig personligt og for hele holdet, da den bold gik ind. Jeg tænkte ikke på andet end at komme over og juble med vores fantastiske fans. To sejre i træk giver os et kæmpe rygstød, som vi nu kan tage med til kampen mod Esbjerg. Jeg betragter bare sejren over Silkeborg som første halvleg i kampen om at komme over nedrykningsstregen. Næste halvleg står mod Esbjerg, sagde målhelt Simon Makienok med et stort smil på læben efter kampen.

Spillerne er helte

Brøndby-træner Auri Skarbalius var afgørende for kampens udfald med indskiftninger af Makienok og Dennis Rommedahl i anden halvleg, men han afviste at indtage spotlyset.
»I dag handler det ikke om mig. Det handler om spillerne. De er de rigtige helte. De viser en fantastisk moral, selv om vi er bagud så langt inde i kampen. De bliver ved med at tro på det og køre på, og det kræver rigtig mentalt at gøre det. Især i vores situation. Da Simon scorede til 1-1, stod jeg med en meget stærk følelse om, at vi nok skulle vinde kampen,« forklarede Skarbalius.
Han hoppede ikke med på præmissen omkring, at presset på ham i trænerjobbet er aftaget med to sejre i streg og tre vitale point i Superligaen.
»Når man er i modgang, spiller man på hælene. Når man har selvtillid, løber man på tæerne. Vi har været rigtig meget på hælene i denne sæson, og jeg synes, det er fortjent, at det går vores vej nu. Vi har en ny vigtig kamp mod Esbjerg i weekenden, men det er klart, at sejren giver noget glæde og selvtillid før sådan en kamp,« fortsatte Brøndby-træneren.
Hans trænerkollega Keld Bordinggaard er i den modsatte grøft og nu alvorligt fyringstruet.
Silkeborg-direktør Kent Madsen ønskede dog ikke at fælde en endelig dom.
»Jeg udsteder ingen garantier. Nu ligger vi sidst, og jeg er nødsaget til at at analysere ekstra grundigt på tingene. Indenfor de næste par dage forventer jeg, at jeg sætter mig sammen med den øvrige ledelse i klubben. Her vil vi kigge på den samlede situation og drage en konklusion,« lød den dystre melding.
Bordinggaard har ikke selv tænkt sig at kaste håndklædet i ringen.
»Jeg har stor lyst til at fortsætte som træner, og jeg føler også, at jeg har både ledelsens og spillernes opbakning. Men i den situation vi er havnet i, er jeg klar over, at ledelsen vil vende alle sten.«