Allerede om et år bliver filmudlejningstjenester, onlinespil, musiktjenester og TV-stationer nødt til at fjerne de begrænsninger, som i dag forhindrer danskerne i at kunne tage deres abonnementer med og bruge dem på ferie i resten af EU.
Det maltesiske formandskab for EU indgik nemlig tirsdag en foreløbig aftale med Europaparlamentet om nye regler, som ophæver de geografiske spærringer - den såkaldte geoblokering -, som mange i dag render ind i, når de tror, at de også kan bruge, hvad de betaler for, i andre lande. Dermed vil man stadig kunne se film på f.eks. Netflix, HBO og Viaplay, høre musik på f.eks. Spotify, læse e-bøger på f.eks. Mofibo/Storytel, spille spil og se de sædvanlige TV-kanaler og -programmer, når de er på midlertidigt ophold i de andre EU-lande, enten på ferie, under studier eller på forretningsrejser.
Gratis tjenester er ikke omfattet
Spærringerne skal forsvinde fra begyndelsen af 2018. Det giver alle involverede ni måneder til at forberede sig på de nye tider.
De nye regler, som først skal godkendes af hele parlamentet og af de 28 EU-landes fagministre, gælder kun for betalingstjenester. Gratis tjenester som f.eks. DRs radio- og TV-kanaler vil man stadig ikke nødvendigvis kunne tage med sig over grænserne, men de har muligheden for at gøre dem tilgængelige i hele EU, hvilket EU-Kommissionen og Europaparlamentet opfordrer dem til.
Reglerne vil gælde med tilbagevirkende kraft og altså også for ting, som man allerede har købt eller har abonnement på.
Kontrol af abonnementsland
Europaparlamentets franske chefforhandler, Jean-Marie Cavada, kalder det »en tilfredsstillende aftale, som alle EU-borgere men også udbydere, rettighedshavere og skabere vil få glæde af«.
Ændringerne sker som led i en større opdatering af EUs ophavsretsregler, som har været drøftet i snart to år. Undervejs har især film- og TV-selskaber i både Europa og USA strittet kraftigt imod afskaffelsen af geoblokeringen. Deres frygt var, at man fra et EU-land skulle kunne købe sig adgang i et andet EU-land, hvor priserne måske er væsentligt lavere.
For at forhindre misbrug vil de selskaber, som har abonnementer hos, kontrollere, i hvilket land man har tegnet abonnementet, når man forsøger at bruge det i udlandet. Hvordan det præcis vil ske, bliver op til det enkelte selskab, men det skal overholde EUs databeskyttelsesregler, så man ikke indsamler oplysninger, som man ikke har ret til, og så de data, der faktisk indsamles, er beskyttet på passende vis.

