Politiske budskaber og forsøg på hjernevask vælter tilsyndeladende dagligt ned over forsvarsløse amerikanske børn. Og selv de mest uskyldigt udseende stofdukker er med i Hollywood-sammensværgelsen, lyder budskabet fra USA’s mest populære nyhedskanal, Fox News.

I et længere indslag på Fox News raser flere Fox-værter og Dan Gainor fra det konservative ”Media Research Center” mod den nasale frø Kermit og den evigt forelskede gris Miss Piggy, der netop er biografaktuelle i Disney-filmen, ”The Muppets”.

- Det er utroligt, så langt de venstreorienterede vil gå for at manipulere vores børn og overbevise dem ved at udspy virksomhedsfjendtlige budskaber, siger Dan Gainor gæst i Eric Bollings populære magasinprogram ”Follow The Money”.

Kæmpe mod ond oliemilliardær

Den venstreorienterede brøler består ifølge Fox News i, at handlingen i den nye Muppet-film drejes omkring den onde oliemilliardær Tex Richman, der vil rive de klassiske stofdukkers elskede gamle teater ned for at gøre plads til et olieboretårn. De kendte stofdukker kæmper igennem filmen en hård kamp for at bevare deres elskede gamle teater. Et budskab der tilsyneladende er for skrap kost for amerikanske børn.

- Det er det, de lærer vores børn. Ikke så underligt, at vi har Occupy Wall Street-folk gående rundt overalt i landet. De er helt bogstaveligt i årevis blevet indoktrineret af den her slags ting, mener Dan Gainor, inden han sætter navn på en lang række andre film og serier, der ifølge ham gør sig skyldig i lignende kommunistisk hjernevask.

- Hvad enten det er ’Captain Planet, eller Nickelodeons "Big Green Help", eller "The Day After Tomorrow" – den Al Gore inspirerede film. Alle de film lærer os, at erhvervslivet er ondt og olieindustrien er ond. I sidste ende lærer de jeres børn, hvad de lærte jer i The Matrix; at menneskeheden er en virus, der har inficeret stakkels gamle Moder Jord.

Fox-vært: Sultne muppets er hjernevask

Længere henne i det syv minutter lange Muppet-kritiske indslag giver Fox-værten Andrea Tantaros sit besyv med i, hvad hun mener, er en klar udvikling hen i mod mere og mere venstreorienterede Muppets.

- Det er hjernevask i den reneste form. Jeg ville ønske, venstreorienterede kunne lade vores børn i fred. Så sent som i sidste måned snakkede vi også om det. Kan du huske, de havde den sultne Muppet!?, forklarer Andrea Tantaros, medvært på det politiske program ”The Five”.

Se indslaget i "Follow The Money" her: