Det er forbudt at kopiere en tekst, og det er forbudt at sample et stykke musik uden at spørge om lov først. Det er også forbudt at bruge fotos, men hvor går grænsen, når ens fotografier pludseligt bliver til levende billeder? Kan man tage patent på et visuelt udtryk?

For den dansk-amerikanske fotograf Jamil GS blev hans personlige grænse overskredet, da han for nylig så musikvideoen til Kendrick Lamars »LOVE« fra albummet »Damn«. Spørgsmålet er så, om han har en sag.

Cirka halvandet minut inde i den amerikanske rappers video står en let påklædt mørk kvinde i sparsom belysning og poserer op ad en sort baggrund. Sekvensen virkede lidt for bekendt for Jamil GS. Ifølge ham ligner den til forveksling nogle af de fotografier, han i 2004-2005 tog til kalenderen »Outta Darkness«.

»Det er ikke bare en mørk model, der er belyst fra to sider. Det er en helt bestemt spotbelysning med en helt bestemt farvetemperatur og en helt bestemt styling og komposition af modellen. De har ikke bare taget én, men sammensat tre komponenter, præcis som jeg har gjort det, og det er for meget,« siger Jamil GS.

Fra 1990erne og frem skabte Jamil GS sin stil »ghetto fabolous«, der var med til at etablere ham som en indflydelsesrig skikkelse i amerikansk hiphop-fotografi. Han har fotograferet navne som Jay-Z, Outkast og D’Angelo, har arbejdet for magasiner som i-D, The Face og Vibe og har løbende udstillet sit arbejde, bl.a. flere gange i New York.

Men hvorfor ikke bare se Kendrick Lamars musikvideo som en hyldest?

»Det er da også fedt. Men jeg har bygget et brand op over 20 år, og det rammer mig på mit levebrød, for mit arbejde bliver devalueret, når andre bare kopierer det. Jeg bygger stadig videre på mit arbejde og laver udstillinger rundt om i verden, men situationen kan meget hurtigt blive vendt om, så folk tænker, at jeg har kopieret Kendrick Lamar og ikke omvendt. Ligesom når yngre generationer hører et Marvin Gaye-nummer og tror, han har hugget fra Pharrell. Den har jeg hørt mange gange, når jeg arbejder med kids. De kender ikke originalen,« siger Jamil GS.

Hvad skal der til, for at du er tilfreds?

»En form for kompensation. Men jeg rejser også sagen for at starte en debat om et problem, der er ved at løbe løbsk. Den etisk korrekte måde er at kontakte kunstnerne på forhånd og sige, at vi er inspirerede af dit arbejde, og vi vil gerne have, at du godkender eller måske er med til at bidrage til projektet. Det skal gøres ordentligt. På forhånd, ikke bagefter. Nu er det, som om de er ligeglade og bare betaler bagefter, hvis der opstår problemer. Som at få en parkeringsbøde,« siger Jamil GS.

Kendrick Lamar har tidligere lagt sig meget tæt op ad den afdøde fotograf Gordon Parks’ visuelle stil. I videoen til »Element« fra 2017 rekonstruerede han nogle af Parks’ berømte fotografier fra 1960erne af afroamerikaneres kamp mod fattigdom og for borgerrettigheder. Det blev betragtet som en hyldest og førte til en udstilling af begges værker på The Gordon Parks Foundation.

Men ikke alle ser sådan på det. Senest har kunstneren Lina Iris Viktor følt sig kopieret af Kendrick Lamar i dennes seneste musikvideo, »All the Stars«, til soundtracket »Black Panther«. Filmen havde premiere i februar og har fået stor opmærksomhed som den første amerikanske mainstreamfilm med en mørk superhelt i hovedrollen. I dette tilfælde kontaktede filmens skabere den britisk-liberianske kunstner to gange skriftligt for at bede om lov til at bruge hendes malerier, men fik nej. Det afholdt dem ikke fra alligevel at bruge hendes karakteriske værker i sort og guld i musikvideoen.

»Hvorfor gør de det? Det er et etisk anliggende, for hele filmen foregiver, at den handler om sort selvrespekt, afrikansk fortræffelighed - det er hele historiens handling. Og på samme tid stjæler de fra afrikanske kunstnere,« har Lina Iris Viktor sagt til avisen The New York Times.

Jamil GS afventer i denne tid svar fra Kendrick Lamars pladeselskab. Han har en »intellectual property«-agent på sagen i New York, som har taget kontakt til Universal Music Group. For ti år siden oplevede Jamil GS en tilsvarende episode med rapperen Eve - her indgik han forlig med pladeselskabet, som også var Universal.

Kendrick Lamar giver koncert i Royal Arena i København torsdag aften.