Danmark er et af verdens rigeste lande. OK, ok, den position har været lidt under pres de senere år. Men mange er af den opfattelse, at landet så godt som sikkert vil placere sig pænt i det velhavende selskab i mange år fremover. Desværre er det en helt forket opfattelse at betragte hidtidige økonomiske præstationer som en garanti for lignende fremtidige.Det fremgår af en økonomisk verdenshistorie i et 2000-årigt perspektiv, der er udarbejdet af den netop afdøde OECD-økonom Angus Maddison.

Han konkluderer, at grundlaget for befolkningsvækst og økonomisk vækst består af en treenighed: Erobring af og etablering på nye landområder med nye biologiske ressourcer, international handel og kapitalbevægelser samt teknologisk og institutionel innovation. Alt sammen underbygget af slavehandel i de tidlige år.

De tre byggeklodser har drevet verdensøkonomien i først Kina, siden Vesteuropa og Amerika.

Stilstand: I år nul og frem til 100-tallet er Romerriget verdens største økonomi med blomstrende handel helt ud til Asien, men efter rigets sammenbrud svinder den vesteuropæiske økonomi i flere århundreder til et agrarsamfund uden synderlig handel og er først i 900-tallet på niveau med år nul. I mellemtiden er der kommet fart på Kina, som blomstrer fra 800-tallet og frem til 1400-tallet. Starten er nye ristyper, der kan høstes flere gange årligt og brødføde en hastigt voksende befolkning, og allerede i 900-tallet er Kina verdens største økonomi for næsen af Vesteuropa med et professionelt uddannet korps af embedsmænd udvalgt efter evner og meritter – ikke arv og herkomst.

Fra 900-tallet til 1400-tallet domineres handlen med Asien af den Venetianske Republik, men Venedigs indflydelse svinder efter det Osmanniske Riges blokering af adgangen til Sortehavet i 1479, og Portugal begynder at tage over på verdenshavene med bedre skibe og bedre navigation. Samtidig vender Kina verden ryggen.

På det tidspunkt er Kina teknologisk overlegen. Kinas flåde blev etableret i 1232, og fra 1405 til 1433 gennemfører Kina syv enorme ekspeditioner mod vest med et antal skibe fem gange større end Magellans på turen rundt om Jorden. Mod vest til Afrikas kyst og Den Persiske Golf samt til Brunei og Ryuko-øerne mod øst.

Rygvending: Men med Ming-admiralen Cheng-ho’s død i 1400-tallet forsvinder interessen for det udadvendte gavefinansierede diplomati. Flåden på 3.800 skibe store skibe svinder til 400, fordi embedsvældet vil konsolidere efter udgifter til at flytte Ming-hovedstaden fra Nanking til Peking, til at skabe Den Kinesiske Mur og til genåbningen af den 2.300 km. lange Grand Canal fra Peking til Hangzhou syd for Shanghai.

I mellemtiden har det rivende pre-industrielle område Brabant (Nederlandene) skabt grundlag for hollandsk international handelsrivalisering indtil industriens fødested, Storbritannien, fra især sidst i 1700-tallet og frem skaber et globalt verdensimperium – og taber derefter kontrollen over Nordamerika.

Krøllen her er, at til 1980 er Vesteuropa en større økonomi end USA. Men så svinder europærernes reproduktion, mens USA befolkning virkelig vokseer Vores region er nu i andet geled og relativt på vej ned. Man er ikke automatisk blandt de rigeste.