Der er få danske album, der emmer så stærkt af 1990erne, som Caroline Hendersons debutalbum »Cinemataztic«. Se blot på pladeomslaget: Den heftige turkis-blå væg giver det første clue. Men det er Hendersons blottede maveskind og det helt korte hår – som hun havde anlagt året før i forbindelse med Dr. Dante-teatrets legendariske Gasolin-forestilling – som tager stikket endeligt hjem.

Albummet landede midt i årtiet på et tidspunkt, hvor vi var nået så langt væk fra 80erne, at vinylen for længst var dømt ude af billedet. CDer var æraens dominerende medie, og »Cinemataztic« solgte i svimlende 140.000 eksemplarer. Gang det med en stykpris på 150 kr., og du har en samlet omsætning på 21 millioner kr. På salget af et enkelt dansk album alene. Jo, det var i den grad en anden tid.

Her 20 år efter er CDen endegyldigt på vej i graven, hvorfor jubilæet da også nu fejres med en genudgivelse på blå vinyl. I den anden ende af lyttespektret kan man naturligvis også genhøre sange som »Made In Europe« og »Kiss Me Kiss Me« via en af streamingtjenesterne på sin smartphone. For lige at sætte dét i perspektiv, så brugte 88 pct. af os danskere ifølge Wikipedia slet ikke internet, da »Cinemataztic« udkom i 1995. Og de af os, der gjorde, brugte kun omkring to timer om ugen på at ringe op via et gammeldags telefonmodem. Til et stort set tomt internet. Jo, det var i den grad en anden tid.

Midt-90erne var på mange måder en langt mere uskyldig tid at bo i lille Danmark. I 1995 fandtes der f.eks. kun tre landsdækkende TV-kanaler: DR1, TV2 og TV3. Fredag aften sad hele nationen og grinede ad »Husk Lige Tandbørsten«. Vi var mere lukkede om os selv, stadig en lilleput-nation, der endnu ikke havde fundet ud af, hvordan vi kunne gøre os bemærket i det store forjættede udland. Men noget ulmede i horisonten, og i de kommende år skulle det hele eksplodere med et uhørt antal nye Tv-kanaler, mobiltelefoner, danske Dogme-film og med Aquas sang om en vis dullet plastikdukke i heftig global rotation.

Men før alt det kom altså Caroline Hendersons »Cinemataztic«. I dag ligner og lyder den som en art forvarsel om det større internationale udsyn og format, der siden skulle komme til at præge dansk kulturproduktion og selvforståelse, ja, faktisk op til i dag. For selv om pladen aldrig bevægede sig ud over de danske grænser, så var det alligevel en plade, der efter danske forhold var helt fremme i skoene og med på de internationale noder.

Pladetitlen »Cinemataztic« fortæller os meget om, hvad der foregår på lydsiden rundt om Caroline Henderson, når man trykker play. Titlen er en sammentrækning af ordene cinematic (altså: filmisk) og jazz og leger til dels også videre på ordlyden af en af pladens helt store inspirationskilder, »Jazzmatazz«, den amerikanske rapper Gurus hippe sammensmeltning af hiphop og jazz fra 1993.

Denne fremsynede fusion af fortid og nutid havde den unge, excentriske jazztrommeslager og producer Thomas Blachman dyrket i stor stil sammen med de to rappere Remee og Al Agami på albummet »The Style And Invention« fra 1994. Og i ham fandt Caroline Henderson den helt rette samarbejdspartner til sit debutalbum.

Henderson havde i årene forinden fået sit store gennembrud side om side med Maria Bramsen i front for poporkestret Ray Dee Ohh. Men den tidligere jazzsangerinde med de svensk/amerikanske-rødder kunne ikke finde sig selv i det glatte dansksprogede popunivers og var på udkig efter noget andet, noget mere personligt og tidssvarende, der kunne bringe karrieren videre.

I Thomas Blachman mødte hun sin åndsfælle. Udover en baggrund i jazzen delte de en fælles fascination af den nye støvede triphop-lyd, der på samme tid strømmede ud af den britiske havneby og smeltedigel Bristol med navne som Massive Attack og Portishead i front. I triphop-lyden mødtes støvede breakbeats med filmiske strygere og jazzede basgange i en ny tids urbane musik. Henderson og Blach­man var stålsatte på at lave noget med samme grundstemning og byggeklodser.

Arbejdet med »Cinemataztic« foregik over to år i Blachmans studie. Små skitser og samples blev med tiden til hele numre. »Move To The Mood« var det første, der tog form og viste duoen, at de havde fat i noget. Siden kom sange som »Normalize«, »Velvet« og ikke mindst »All Around You« til.

De sidste brikker i puslespillet »Cinemataztic« blev dog først lagt, da Henderson kontaktede popsnedker, producer og multiinstrumentalist Kasper Winding. Allerede tidligt i forløbet havde han udvist begejstring for projektet, og på Hendersons opfordring skrev og producerede Winding en række numre, der senere skulle vise sig at blive pladens helt afgørende sange: Den køligt elegante »Made In Europe«, der med latinamerikansk rytmefornemmelse og James Bond-strygere iscenesatte Caroline Henderson som en classy diva med kosmopolitisk udsyn; Den rastløst søgende »Kiss Me Kiss Me«, der med Björk-inspirerede rytmer og raffineret brug af samples var ligaer over, hvad der ellers blev produceret i den hjemlige andedam på det tidspunkt.

Med disse numre havde »Cinemataztic« fået sine store personlige popøjeblikke, der kunne fungere som portaler ind i pladens overvejende eksperimenterende univers. Det var her, pladen åbnede sig for det helt store danske mainstreampublikum. Begge sange endte i heftig radiorotation og var med til at gøre pladen til en af de helt uomgængelige danske album ikke bare i 1995, men i 1990erne som sådan. Noget der naturligvis også kunne aflæses ved det efterfølgende års Grammy-fest, hvor Henderson, Blach­man og Winding ryddede bordet og hjemtog hele syv af de eftertragtede statuetter.

Set i bakspejlet kan man dog ikke beskylde »Cinemataztic« for at være tidløs i sit udtryk. For det, der i 1995 lød som fremtidens musik, lyder her 20 år efter som noget, der kun kunne være undfanget på lige præcis det tidspunkt i historien. Det var som om, at triphop-lyden allerede var perfektioneret på de første par plader fra Massive Attack, Portishead og Tricky. Og altså fik sit danske aftryk med »Cinemataztic«. Mødet mellem jazzens blå toner, hiphoppens breakbeats og de store strygere blev i de efterfølgende år til lidt af en udvandet kliché. Der var på en eller anden måde ikke mere territorium at afsøge.

Allerede på Hendersons næste album, »Metamorphing« (1998), kastede hun sig over en mere luftig elektronisk poplyd. Senere foldede hun sig uden større succes ud som disco-divaen Dolores J for så endelig at finde »hjem« som jazzsangerinde gennem de sidste mange år.

Men nu genoplives »Cinemataztic« altså for en stund igen. Ikke bare i form af genudgivelsen på vinyl, men også med tre helt nye sange lavet sammen med Blachman og Winding på EPen »Ménage À Trois«. Og ikke mindst i form af en række koncerter, hvor »Cinemataztic« for første gang nogensinde opføres i sin helhed foran et levende publikum. Pladens mange lag og velproducerede lyd var simpelthen for svære - og dyre - at realisere live med midt-90ernes teknologiske habengut.

Jo, det var i den grad en anden tid.