Dansk krigsmateriel skal ud i verdens konfliktzoner.

Det er budskabet fra forsvarsminister Nick Hækkerup (S), der gennem Forsvarets udsendte attachéer vil bane vejen for eksport i den danske forsvarsindustri hos regeringer og våbenproducenter i udlandet.

Med et utraditionelt initiativ ser ministeren en mulighed for at skabe arbejdspladser og vækst, og fordi ordrer på forsvarsudstyr sjældent er et frit marked og ofte placeres nationalt, har Forsvarets uniformer og kontakter pondus og god mulighed for at etablere netværk mellem den danske forsvarsindustri og omverdenen.

»Regeringen og Folketinget har en forpligtelse til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark, og derfor er det oplagt, at Forsvaret og jeg bruger vores kontakter i udlandet til at fortælle omverdenen, hvad vi kan herhjemme,« siger Nick Hækkerup.

Succeskriteriet for ministeren er, at de danske virksomheder kan fungere som underleverandører til de store våbenindustrier i eksempelvis USA og Frankrig.

»Vi har en videnstung nicheindustri, så når amerikanerne sælger 3.000 fly eller skibe, kan vi sælge tilsvarende mange radarer,« forklarer Nick Hækkerup om ambitionerne.

Direktør Frank Bill fra Danish Defence & Security Industries Association under DI er begejstret for initiativet, som rammer midt i en industri i vækst. Branchen er dog endnu en relativt beskeden del af det danske erhvervsliv med sin omsætning på to milliarder kroner og godt 2.000 beskæftigede.

Her er Weibel Scientific i Allerød i Nordsjælland en af de forsvarsvirksomheder med særlig meget vind i sejlene. Administrerende direktør Peder Pedersen hilser forsvarsministerens nye initiativ velkommen.

»Men gennem 30 år har vi klaret os selv i udlandet, og det vil vi blive ved med. Men vi er da altid glade, hvis der er nogen, som vil hjælpe os,« siger han.B