På mandag går det atter løs: Knap to ugers intensive globale klimaforhandlinger i FN-regi med det formål at redde kloden.

De fleste husker det forliste FN-klimamøde COP15 i København for fem år siden. Nu er vi nået til COP20, der denne gang finder sted i Perus hovedstad, Lima.

Bliver kloden reddet nu, hvad er de store knaster i forhandlingerne, hvem er klimaskurkene?

Hermed en guide til det enestående globalpolitiske spil, der i sidste ende handler om, hvorvidt vores børn og børnebørn kommer til at leve på en bæredygtig planet eller ej.

Vil COP20 munde ud i en international klimaaftale, der vil sikre, at klodens temperatur ikke stiger med mere end to grader i dette århundrede?

Nej, men det er heller ikke formålet med Lima-mødet. COP20 handler især om at slibe knaster ned på vejen mod en klimaaftale, der ifølge alle planer bør indgås på den altafgørende COP21 i Paris om et år. På den måde vil Lima-mødet blive retningsvisende for, om Paris-mødet vil lykkes.

Hvilke knaster?

Der er mange. En af de store bliver at skabe fælles fodslag mellem udviklingslande som Kina, Indien og Brasilien på den ene side og den rige verden, ikke mindst EU og USA, på den anden. Udviklingslande og fattige lande vil ikke binde sig til klimamål, hvis ikke de rige lande både melder dramatiske og langsigtede reduktionsmål ud og samtidig lover at spytte dybt i kassen til en global pulje, der fra 2020 skal yde ca. 600 mia. kr. om året til bl.a. klimatilpasning og grøn energiomstilling i udviklingslande.

Hvorfor er de penge vigtige?

Selv om Kina i dag er verdens absolut største CO2-udleder (og Indien tredjestørst), er USA og Europa stadig ansvarlig for størsteparten af de historiske CO2-udledninger. Det er med andre ord i vidt omfang vores skyld, at kloden styrer mod de »farlige og uafvendelige klimaforandringer«, som bl.a. FNs klimapanel, IPCC, advarer om. Hvis vi i vores del af verden vil have en klimaaftale med langsigtede CO2-reduktionsmål for alle lande, må vi også betale for en del af de klimaskader, vi har eller rettere kommer til at påføre fattige og »uskyldige« lande. Sådan er holdningen i hvert fald i bl.a. Indien. Dog skal man være opmærksom på, at størstedelen af midlerne ikke vil falde kontant, men i form af lån og grønne energiinvesteringer.

Er det sandsynligt, at der bliver indgået en juridisk bindende klimaaftale, med tryk på juridisk, i Paris næste år?

Det ønsker EU, der kommer til Lima med lovord om at begrænse udledningerne med 40 pct. i 2030 i forhold til 1990. Men måske bliver det slet ikke muligt at sammenstykke en klimaaftale, der bliver juridisk bindende.

Hvorfor?

Det skyldes især, at begrebet »juridisk« vil indebære krav om streng international overvågning og kontrol med, om man overholder sine udledningsforpligtelser, hvilket formentlig vil være uspiseligt for bl.a. USA og Kina. Af samme årsag mener iagttagere, at pilen peger mod en politisk og ikke en juridisk aftale i Paris. Det vil sige en aftale, hvor landene kan slå hinanden oven i hovedet med skarpe ord om brudte løfter, men ikke med legale krav om milliardbøder.

Er det så overhovedet realistisk, at verden kommer i hus med en aftale, der vil sikre os mod farlige klimaforandringer?

Det bliver i hvert fald sværere og sværere. Ifølge FNs miljøprogram, UNEP, skal klodens drivhusgasudledninger falde til nul på den anden side af 2050, for at vi kan være nogenlunde klimasikre. En stor udfordring her er, at en Paris-aftale først vil være gældende fra 2020. Forhandlingerne i Lima vil derfor have udpræget fokus på at få landene til at holde igen med udledningerne, indtil en Paris-aftale træder i kraft.

Men har mange lande ikke allerede meldt temmelig ambitiøse reduktionsmål ud?

Både og. EU har i nogen grad. USA og Kina har indgået en opsigtsvækkende aftale, hvor Kina for første gang lover at indlede reduktion af sine udledninger (fra 2030), mens USA har meldt ud, at man vil reducere sine udledninger med mellem 26 og 28 pct. i 2025 i forhold til højudledningsåret 2005. Det er imidlertid stadig ikke nok, viser flere uafhængige beregninger. Dertil kommer, at Indien intet har lovet, ligesom lande som Japan, Australien og Canada er mindre klimaambitiøse i dag end tidligere.

Så vores børnebørn må belave sig på overskyllede kyster, katastrofale skybrud og ubærlige hedebølger?

Intet er sikkert. Dog må man glæde sig over, at der trods alt er fremdrift i forhandlingerne frem mod Paris. Ligesom en global klimaaftale i 2015 – selv en svag af slagsen – givetvis vil få positiv effekt på den grønne eksportsektor i Danmark.