De danske magthavere med den ulyksalige Helge Sander, vor absolut ringeste fagminister nogen sinde, som lavpunktet, har systematisk og bevidst ødelagt universiteterne som institutter for lærdomssøgning og fri forskning i en proces, der begyndte med første styrelseslov af 1968. Den afskaffede det såkaldte professorvælde, som trods sine ulemper markerede, at universitetet var en selvstyrende institution med en tydelig og stærk kollektiv identitet. Selve ordet universitet betegnede siden middelalderen et frit fællesskab af lærere og elever med det ene fælles formål at søge viden og videregive den.
Styrelseslovene gav gradvis politikere og embedsmænd magten over universiteterne. Professorerne var ikke længere frie tjenestemænd, men overenskomstansatte lønslaver uden den absolutte sikkerhed i ansættelsen, som er én af garantierne for, at professoren kan og tør drive fri forskning uden hensyn til politiske og andre uvedkommende interesser. Danske universitetslærere har ikke, hvad deres kolleger i USA har, nemlig »academic tenure«, total sikkerhed i ansættelsen, så længe man ønsker den. Den giver en frihed, som kan misbruges til dovenskab og lediggang, men som sandelig også forpligter, nemlig til at sige sandheden, uanset hvad magthavere både på og uden for universitetet måtte ønske.
Med loven af 2003 i sin nuværende udformning afsluttes 40 års arbejde med at ødelægge det danske universitet. Det fastansatte videnskabelige personale, de fordums så stolte professorer, tvinges nu til hver enkelt at indgå i forskerhold, som skal arbejde på fælles projekter, uanset den enkeltes kvalifikationer og interesser. I frie lande og i gamle dage er det alene professoren, der suverænt beslutter, hvor han vil lægge sin energi. I dag er han en sølle træl. Universitetets hele idé, at her søges viden og lærdom uden hensyn til materielle eller andre interesser, at forskningen må og skal være aldeles fri, er bevidst afskaffet af folk, som er så afstumpede og historisk uvidende, at de faktisk er stolte af deres forbrydelser mod civilisationen.
Udover at ødelægge universitetet nedefra har loven også gjort det ovenfra ved at indføre en styringsstruktur, der er totalt uegnet til at drive et samfund af formentlig frie forskere. Det er snarere en struktur, der passer til et strengt hierarki, hvor de underordnede adlyder de overordnede, som oven i købet udstikker så vage mål, at mellemlederne kan tolke meget frit. Frontarbejderne, lærerne, som i gamle dage var de vigtigste og selve universitetets kerne, er nu så afgjort bipersoner uden enhver magt.
Loven skaber en kultur af frygt, halvkvædede viser, formodninger om, hvad magthaverne vil, og angst for ansvar. Det er en kultur, som kun alt for godt passer til den danske tilbøjelighed til at snakke udenom, flygte fra ansvar og udstikke så vage anvisninger, at de kan udlægges vilkårligt.