Førende diabetesforskere karakteriserer nu den danske tilskudspolitik på diabetesområdet som spild af penge, skriver Information.

De forstår ikke, at Sundhedsstyrelsens Medicintilskudsnævn i 2007 besluttede sig for at give diabetespatienter tilskud til præparaterne Lantus og Levemir, der er såkaldte insulinanaloger, og som ikke er bedre end de ældre og billigere humane insuliner.

- Alle evidensbaserede forsøg viser, at insulinanaloger ikke giver særlige fordele for patienter med type 2-diabetes. Alligevel bruger størstedelen af patienterne i Europa og Nordamerika analoger. Men hvis rige lande ønsker at spilde deres penge på denne måde, er det selvfølgelig deres eget problem, siger Edwin Gale, der er professor på Bristol University.

Siden 2007 er der sket en tredobling af salget af Lantus og Levemir i Danmark. Det offentlige har samlet ydet en halv milliard kroner i tilskud til de to præparater, som næsten har overtaget markedet.

Både Novo Nordisk, som står bag Levemir, og Sanofi-Aventis, som står bag Lantus, påpeger over for Information, at analogerne giver færre tilfælde af lavt blodsukker om natten. Men det er kun få diabetespatienter, der rammes af lavt blodsukker i nattetimerne. Derfor ville de færreste opleve problemer ved at skifte til de billigere produkter, forklarer Craig Currie, der er professor på Cardiff University.

- Det er tæt på 100 procent, der uden problemer kunne bruge human insulin. Alle ved, at det forholder sig sådan, men i nogle lande vælger man tilsyneladende at ignorere det – blandt andet i Danmark, siger han.

Information skriver, at Lægemiddelstyrelsen siden 2004 har vidst, at de dyre præparater i størstedelen af tilfældene ikke er bedre end de billige alternativer.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har ikke ønsket at kommentere sagen.